SAS genoptager forhandlinger med piloter onsdag

Onsdag genoptages forhandlingerne mellem SAS og piloterne om en ny overenskomst.
Foto: Annika Byrde/NTB/Ritzau Scanpix
Foto: Annika Byrde/NTB/Ritzau Scanpix
AF RITZAU OG REDAKTIONEN

Onsdag vil SAS genoptage forhandlingerne om en ny overenskomstaftale med de piloter, der nu har strejket i over en uge.

Det oplyser formanden for Dansk Pilotforening, Henrik Thyregod, mens samme melding lyder fra den svenske mægler til TV 2.

”Jeg forventer, at vi er indkaldt for at kigge på forhandlingerne, men vi har endnu ikke selv haft kontakt med SAS,” siger Henrik Thyregod til Finans.

Genoptagelsen af forhandlingerne sker, efter SAS mandag inviterede piloterne til nye forhandlinger.

De seneste forhandlinger brød sammen mandag i sidste uge. Herefter gik cirka 1000 SAS-piloter fra Skandinavien i strejke.

Tidligere har Henrik Thyregod kunnet fortælle, at parterne har været tæt på at blive enige om en ny aftale, uden at der alligevel faldt en på plads.

”Vi havde jo egentlig en aftale fra sidste lørdag, hvor vi havde nået de mål, vi skulle, for at nå en overenskomst.”

”Så vi møder op, og så ser vi, hvad de siger,” sagde Henrik Thyregod mandag.

Ifølge pilotformanden kommer han ikke umiddelbart til selv at tage noget nyt med til forhandlingsbordet.

”Jeg har haft medlemsmøder i mellemtiden. Jeg tror, at det er urealistisk at forestille sig, at nogen har lyst til at lægge ret meget mere, end vi gjorde.”

”Der var et krav om besparelser for 800 millioner svenske kroner. Jeg mener, at vi fandt i hvert fald broderparten af de penge,” sagde Henrik Thyregod.

SAS vurderes at tabe cirka 90 millioner kroner om dagen, så længe piloterne ikke flyver.

Omkring 1000 SAS-piloter fra Danmark, Norge og Sverige har strejket siden mandag 4. juli. Den foreløbige regning for SAS kan gøres op til over 600 millioner kroner.

En del af baggrunden for konflikten mellem SAS og piloterne er, at SAS under coronapandemien måtte opsige omkring halvdelen af piloterne.

Der var dog en aftale om genansættelse, når der igen blev brug for dem.

Piloterne er nu blandt andet utilfredse med, at SAS ansætter nye piloter på overenskomster med andre vilkår i de to datterselskaber SAS Link og SAS Connect.

Flyanalytiker: SAS kan være tilbage i fuld drift på to dage

SAS: Nuværende aktionærer og kreditorer har reelt tabt alt

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også