SAS-aktie stiger over 15 pct. forud for nye forhandlinger

Aktien bag det pressede flyselskab stiger kraftigt onsdag morgen (Opdateret).
Foto: Afp/Ritzau Scanpix
Foto: Afp/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Optimismen er igen at spore hos SAS-aktionærerne onsdag, hvor flyselskabets ledelse genoptager forhandlingerne med de strejkende piloter.

Kort efter åbningen af det danske aktiemarked stiger SAS-aktien 15,7 pct. til 0,48 kr.

SAS-piloterne har været i strejke siden mandag i sidste uge, men onsdag vender de tilbage til forhandlingsbordet, efter at SAS mandag meldte sig klar til igen at gå i dialog.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT mødes parterne klokken 10 i Stockholm.

Her er målet at nå frem til en ny overenskomstaftale, så piloterne kan genoptage arbejdet. Strejken har store økonomiske konsekvenser for SAS og sker på et kritisk tidspunkt midt i højsæsonen for ferierejser. Det er tidligere meldt ud, at i omegnen af 40.000 personer dagligt påvirkes af strejken, og at det ifølge Sydbanks aktieanalysechef, Jacob Pedersen, koster SAS op mod 100 mio. svenske kr. om dagen.

Undervejs i forhandlingerne har parterne stået stejlt over for hinanden, og der har lydt beskyldninger fra begge sider af bordet. Piloterne er særligt utilfredse med, at SAS efter coronapandemien har ansat piloter på billigere overenskomster i to nye datterselskaber frem for at genansætte piloter, der blev sendt hjem under krisen.

SAS står på den anden side midt i en svær økonomisk situation, hvor selskabet er i færd med at skære i omkostningerne for at sikre flyselskabets fremtid. Som en del af den proces fik SAS i sidste uge godkendt konkursbeskyttelse i USA.

Uanset hvad, der sker herfra, er flere analytikere dog enige om, at SAS-aktierne har tabt sin værdi.

”Reelt er aktien ingenting værd. Det kan godt være, at den vil stige 10 pct. fra de nuværende 35 øre per styk, hvis piloterne går i arbejde igen. Men den vil stadig være stort set nul kroner værd, baseret på selskabets økonomi,” lød det tirsdag fra Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, til Finans.

Tirsdag steg aktien 15,8 pct., og mandag var hoppet på lige knap 6 pct. Siden årsskiftet er aktien dog tæt på halveret.

(Opdateret kl. 9.34 med flere oplysning og ny kurs)

Medie: SAS genoptager forhandlinger med piloter kl. 10


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også