MobilityWatch

Flymekanikere suspenderer sympatistrejke fra torsdag

Flymekanikerne dropper deres sympatistrejke med SAS-piloterne og vender tilbage til arbejdet torsdag.

Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix

Flymekanikere, som den seneste uge har strejket i sympati med SAS-piloter, vender tilbage til arbejdet i løbet af torsdagen.

Det sker, efter at Dansk Metal, som organiserer mekanikerne, har indgået en aftale med Dansk Industri og SAS.

Det fortæller Keld Bækkelund, forbundssekretær i Dansk Metal, til DR Nyheder sent onsdag aften.

Der er tale om en gensidig aftale, der betyder, at parterne suspenderer henholdsvis sympatistrejke og lockout af flymekanikerne.

DR skriver videre, at lokale parter, herunder flymekanikernes tillidsmænd, vil aftale de nærmere detaljer torsdag først på dagen.

Det var ved midnat natten til torsdag i sidste uge, at omkring 200 mekanikere under Dansk Metal sluttede sig til de piloter i SAS, der strejker.

SAS svarede igen med en lockout af både piloter og flymekanikere og fra i tirsdags også af kabineansatte.

Dansk Metal har siden 1. februar organiseret både piloter og kabinepersonale i SAS. Det skyldes, at såvel piloter som kabineansatte har haft et ønske om at slutte sig til en større fagforening for at stå bedre rustet.

Under den nuværende strejke er det piloterne i SAS Pilot Group, der strejker. Det sker, efter at SAS og piloterne ikke har kunnet enes om en ny overenskomst. Piloternes overenskomst udløb 1. april.

Piloterne i datterselskaberne SAS Connect og SAS Link flyver dog stadigvæk. Her er piloterne organiseret i en anden fagforening.

Forhandlingerne i Stockholm mellem SAS og piloterne blev indstillet for natten onsdag aften. Parterne mødes igen torsdag klokken 09.00.

Det oplyste formanden for det norske pilotforbund, Roger Klokset, ifølge det norske medie VG onsdag kort før klokken 20.00.

”Vi har besluttet os for at stoppe for i aften, og så fortsætter vi i morgen,” sagde Klokset.

Han afviste at svare på, hvor langt der er mellem parterne, og hvor længe forhandlingerne kan ventes at vare.

Omkring 1000 SAS-piloter fra Danmark, Norge og Sverige har strejket siden mandag 4. juli.

Strejken har berørt omkring 30.000 passagerer i døgnet.

Forhandlinger mellem SAS og piloter genoptages torsdag

Mere fra MobilityWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MobilityWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs