Finansfondes indtog og mangel på nyt blod kan blive enden på familieejet busfirma

For nylig solgte busselskabet Abildskou ud af virksomheden til kapitalfondsejet konkurrent. Topchef Jess Abildskou forudser, at hele virksomheden på sigt kan blive solgt til finansielle investorer på grund af konkurrencen og mangel på nyt blod i branchen.
Jess Abildskou, topchef i Abildskou A/S | Foto: Joachim Ladefoged/ERH
Jess Abildskou, topchef i Abildskou A/S | Foto: Joachim Ladefoged/ERH

De seneste års konsolidering i bussektoren, hvor finansielle investorer er gået ind på markedet, kan mærkes hos aarhusianske Abildskou A/S.

Her er Jess Abildskou den tredje generation, der sidder i chefstolen, siden selskabet blev oprettet i 1960.

Han frygter, at han bliver den sidste.

”Jeg har længe været bange for, at vores virksomhed lukker med mig,” siger Jess Abildskou, der også er formand DI Transport, til MobilityWatch, der i et tema ser på finansielle investorers indtog i den kollektive transport.

Frygten hos Jess Abildskou skyldes flere ting.

På den ene side er konkurrencen blevet hårdere, i takt med at markedet er blevet konsolideret og selskaber med kapitalfonde eller infrastrukturfonde i ryggen er kommet ind på markedet.

De har kapital i ryggen til at købe op og lægge lave priser i udbuddene. Det skyldes lavere omkostninger hos disse selskaber netop på grund af deres størrelse, eftersom de f.eks. kan forhandle bedre aftaler med leverandører.

”Vi kan ikke konkurrere imod de kapitalfondsejede virksomheder. Det er min oplevelse i de sidste fem år, hvor vi har været med i udbud. Vi evner ikke at komme ned i de priser, som de kan,” siger Jess Abildskou.

Udover de finansielle aktører er der også selskaber som tyske Arriva og franske Keolis, der er statsejede og dermed også har nogle andre muligheder end de private vognmænd i Danmark og resten af Norden.

”De har jo ikke det store problem ved at levere et underskud. Det er jo ikke noget, der lukker dem. Men hvis jeg giver et forkert tilbud på en opgave, kan det jo lukke min virksomhed. Det gør det svært at konkurrere med,” siger busdirektøren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Jess Abildskou, topchef i Abildskou A/S | Foto: Joachim Ladefoged/ERH
Jess Abildskou, topchef i Abildskou A/S | Foto: Joachim Ladefoged/ERH

Jess Abildskou forudser, at konsolideringen på markedet vil fortsætte med de statsejede og kapitalfondsejede selskaber i spidsen, og hvor der næppe vil komme nyt blod ind i branchen.

Ifølge Abildskou er der nemlig ikke mange unge mennesker, der har interesse for at gå ind i busbranchen. Dem, der vil, vil have svært ved at overbevise deres bank om at låne til finansieringen til nye busser, da det er en bekostelig affære.

”Det er kun, hvis du er i drift, at du kan overbevise bankerne om det. Men skal du starte som ung i dag, bliver det tungt.”

Når det gælder Abildskou A/S selv, mangler der også nyt blod.

Ifølge Jess Abildskou står hans børn ikke umiddelbart på spring til at overtage familieforetagendet, hvilket også har fået ham selv til at gøre sig nogle overvejelser om det fremtidige ejerskab.

”Jeg er for nylig fyldt 60 år, og når jeg bliver 65, skal jeg have en løsning for det hele. Enten hvor der er nogen, der køber sig ind, at jeg sælger hele balladen eller at mine børn bliver interesseret,” siger han.

Jess Abildskou siger klart, at et salg til en kapitalfond er en mulighed.

”Som man siger: If you can’t beat them, join them. Det er lidt den tankegang, vi har,” siger han.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Abildskou / PR
Foto: Abildskou / PR

For nylig solgte han da også en del af Abildskou til en kapitalfondsejet virksomhed.

Det skete, da datterselskabet Aarhus Minibusser blev overtaget af Moove Group, som kapitalfonden Triton står bag. Moove Group ejer i forvejen Dantaxi og busselskabet HB Care.

Jess Abildskou fortæller, at han forudser, at konsolideringen vil fortsætte på dansk grund, men også på nordisk niveau med færre og større tværnationale aktører.

Ifølge den mangeårige busdirektør vil det kun skærpe konkurrencen til glæde for kunderne.

”Men som privat busvognmand er det ikke så fedt.”

MobilityWatch sætter i et tema fokus på finansielle investorers indtog i den kollektive transport. Læs tidligere artikler nedenfor:

Kapitalforvaltere investerer i ”gylden æra” for kollektiv transport

Kapitalfond ser store muligheder i sats på busbranche under forandring

Infrastrukturfond har givet større muskler til vækstsultne Umove

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også