Lufthavn hyrer i hundredvis, men ikke alle jobs vender tilbage

Københavns Lufthavn er blevet smartere og mere effektiv, og det betyder færre ansatte. Det tager længere tid at skaffe de rigtige medarbejdere.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF JENS ERIK RASMUSSEN

Københavns Lufthavn har i løbet af 2022 ansat flere end 500 nye medarbejdere. Dermed er omkring halvdelen af ca. 1.000 jobs, som lufthavnen måtte nedlægge i løbet af covid-19-pandemien, blevet genetableret.

Men lufthavnen regner ikke med, at alle 1.000 stillinger vil komme igen.

”Jeg forventer ikke, at alle kommer tilbage. Man benytter naturligvis en krise til at se på, om der er noget, vi kan gøre smartere og mere effektivt. Det har vi også gjort,” siger Thomas Woldbye, adm. direktør i Københavns Lufthavne A/S.

Han tilføjer, at der er mange funktioner, som skal have en fast bemanding, og der er kommet nye regler, som kræver folk i andre funktioner.

Siden årsskiftet har der igen været fuld gang i ansættelserne. Det gælder først og fremmest i sikkerhedskontrollen, der har fået omkring 340 nye medarbejdere.

”Det har taget tid at færdiguddanne så mange medarbejdere, men vi kom i mål og blev klar til den travle sommer,” siger Thomas Woldbye.

Trods mangel på arbejdskraft i en række erhverv er det hidtil lykkedes at ansætte det antal medarbejdere, lufthavnen havde brug for. Men det er en krævende opgave.

”Vi kan mærke, at det på alle niveauer tager længere tid at finde de medarbejdere, vi gerne vil have. Men vi har færre ansøgninger. Indtil videre er der tilstrækkeligt, som gerne vil arbejde i luftfarten, men det tager længere tid, og det kræver en større indsats,” siger Thomas Woldbye.

Han tilføjer, at der er flere partnere i lufthavnen, herunder handlingselskaber og restauranter, som har betydeligt større udfordringer.

Samlet er der op mod 1.000 virksomheder i og omkring lufthavnen.

Da krisen var hårdest i 2021, var antallet af ansatte i virksomhederne reduceret fra 22.000 til under 13.000. Ved starten på sommeren var der 15.000 ansatte, og antallet vokser.

”Lufthavnen er fortsat ramme for et af Danmarks største økonomiske økosystemer med en værdiskabelse der rækker langt ud over vores egen matrikel. Derfor er det vigtigt, at vi får gang i aktiviteten og jobskabelsen,” konstaterer Thomas Woldbye.

NTG-direktør forventer normalisering af fragtmarkedet i andet halvår

Aarhus Havn øgede godsmængderne i første halvår

Speditører ønsker hurtig revision af container-rederiernes konkurrenceregler

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også