Investeringsøkonom advarer om aktieudvanding i SAS-redningsplan

De nuværende aktionærer kommer kun til at eje en meget lille del af SAS efter en rekapitalisering, advarer investeringsøkonom.
Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE OG JAKOB SKOVLUND

SAS’ transformationsplan, Forward, kan blive en dyr omgang for luftfartsselskabet, der i øjeblikket betaler dyrt for finansiel rådgivning under sin konkursbeskyttelse i USA.

Også for aktionærerne vil SAS Forward kunne mærkes, da planen vil udvande aktien betydeligt, lyder vurderingen fra Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i en kommentar.

SAS fremlagde i sidste uge sit regnskab for tredje kvartal af 2021/22 - det 11. kvartalsregnskab i træk med underskud. Flere udfordringer ventes ifølge Per Hansen, der peger på svigtende passagertal i august og september som følge af usikkerhed efter pilotstrejken.

Også høje brændstofpriser presser SAS. Det hjælper heller ikke, at den amerikanske dollar i øjeblikket er på sit stærkeste niveau i 20 år, da brændstof og leasingydelser betales i dollar.

Derudover går det skandinaviske luftfartsselskab fortsat gennem en restrukturering med dertilhørende dyr finansiel rådgivning.

Transformation vil udvande aktierne

SAS har indtil videre sikret sig mellemfinansiering, indtil selskabet udsteder nye aktier som led i transformationsplanen Forward, der skal sænke omkostningerne og øge fleksibiliteten samt agiliteten i selskabet.

Udstedelsen af nye aktier risikerer at udvande SAS-aktien, der senest blev handlet i kurs 0,46 kr., betydeligt.

Flere analytikere og investorer mener ifølge Per Hansen, at prisen på de nye aktier vil afspejle, at SAS er i en svær situation.

”Min fornemmelse er, at de private investorer fokuserer på fremtiden, men meget vel kan undervurdere eller ignorere forudsætningen for rekapitalisering: At de nuværende ejere kun kommer til at eje en meget lille del af det fortsættende SAS,” skriver investeringsøkonomen.

Han advarer om, at investorerne kan have for travlt med at se muligheder uden at overveje SAS’ økonomiske situation.

Kursmål indikerer kraftigt fald

Udmeldingen stemmer overens med et nyt kursmål for SAS, der har fået vurderet aktien af DNB Markets.

SAS har fået skåret sit kursmål til bare 0,05 svenske kr. fra tidligere 0,10 svenske kr.

Det skriver nyhedsbureauet Direkt med henvisning til et analysenotat fra DNB.

Kursmålet svarer i dansk regning til omkring 3,5 øre per aktie, eller en brøkdel af slutkursen fredag, hvor SAS-aktien faldt 2,4 pct. til 0,46 kr.

DNB Markets’ anbefaling af SAS er uændret ”sælg”.

SAS-chef ser amerikansk finansfirma som en attraktiv ejer: ”De er dygtige investorer”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også