Anklager: Der er ingen automatik i sager om vanvidskørsel

Hver sag skal vurderes for sig, konkluderer vicestatsadvokat efter principiel afgørelse i Højesteret.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den første afgørelse fra Højesteret i sager om vanvidskørsel har skabt klarhed - men samtidig er signalet, at hvert tilfælde om beslaglæggelse skal udsættes for en nøje vurdering.

Det konkluderer en anklager hos Rigsadvokaten efter onsdagens principielle kendelse om en leaset Volvo, der kørte meget stærkt på Amager.

Landets øverste domstol har godkendt, at bilen er beslaglagt med henblik på senere konfiskation.

Nordania Finans, der ejer Volvo’en, mente, at loven, der muliggør indgrebet, er i strid med blandt andet EU’s charter om grundlæggende rettigheder, men det vil de fem dommere i Højesteret ikke skrive under på.

”Vi er kommet langt, fordi vi nu har fået at vide, at vi godt kan køre videre med ordningen med beslaglæggelse hos tredjemand,” siger vicestatsadvokat Eva Rønne.

”Højesteret har klart og tydeligt sagt, at der ikke er grund til at antage, at ordningen som sådan er i strid med EU’s charter om grundlæggende rettigheder og Menneskerettighedskonventionen. Så ordningen er o.k.”

Tidligere har Justitsministeriet oplyst, at cirka hver tredje af de beslaglagte køretøjer er ejet af en anden end den, der har kørt farligt i trafikken. Det vil sige familiemedlemmer, leasingselskaber, arbejdsgivere og andre.

Onsdagens afgørelse slår fast, at der ikke er en automatik i ordningen, så der altid skal ske beslaglæggelse.

”I den konkrete sag har vi fået at vide, at betingelsen for beslaglæggelse er opfyldt, allerede fordi der ikke er grund til at tro, at leasingselskabet vil lide et økonomisk tab,” siger vicestatsadvokat Eva Rønne.

Om perspektivet siger hun:

”Hver sag skal nøje vurderes, og sagerne skal hver især afgøres ud fra en samlet vurdering. Man kan godt komme i den situation, hvor der ikke er grundlag for beslaglæggelse.”

Seks andre sager, hvor køretøjet ejes af en anden end føreren, er undervejs i Højesteret. De drejer sig om forskellige situationer. En af dem handler om en lastvogn.

Staten må beholde leaset bil i sag om vanvidskørsel

Leasingbranche frygter at tabe penge på konfiskerede biler

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også