Analytiker: SAS' strejke har givet Norwegian medvind

Den norske lavpriskonkurrent nyder godt af de udfordringer, som SAS har været igennem i sommer, vurderer analytiker.
Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

SAS’ strejke har givet Norwegian noget medvind.

Det vurderer Sydbanks aktieanalysechef og SAS-analytiker Jacob Pedersen over for MarketWire efter det norske luftfartsselskabs regnskab for tredje kvartal.

Det er formentlig en tredjedel af overskuddet, der ligger på de højere billetpriser, man meget tydeligt har taget i juli, vurderer aktieanalysechefen med henvisning til SAS’ strejke i juli.

”Norwegian ligner et selskab, der er på vej tilbage - ikke i storform, der er brændstofpriserne for pågående endnu, men i hvert fald i en stærk form rent kommercielt,” udtaler Jacob Pedersen.

I forhold til SAS er det mest bemærkelsesværdige i Norwegians regnskab ifølge analytikeren, at man så håndfast går ud og siger, at man vinder markedsandele inden for de forretningsrejsende.

SAS skal vinde markedsandele inden for de fritidsrejsende, fordi den gruppe kommer til at fylde mere i det samlede trafikmiks i fremtiden, vurderer Jacob Pedersen:

”Hvis man samtidig mister markedsandele på forretningsrejsende, så lander man altså i vanskeligheder,” udtaler analytikeren med henvisning til SAS.

Sydbanks aktieanalysechef fremhæver også Norwegians kommentar om, at forretningsrejsende er et segment, som de ikke rigtigt har gjort noget for at adressere, men at det begynder de i højere grad på nu.

”Det er også noget af det, der fortæller en historie om, at der bliver kamp om de forretningsrejsende, når vi kigger fremad,” siger Jacob Pedersen, der fortsætter:

”Det er bemærkelsesværdigt, at de faktisk er tilbage på niveauet af identificerede forretningsrejsende, som de havde i 2019. Det er der nærmest ikke andre i Europa, der er. Det er fordi, de vinder markedsandele.”

Skruer op

Norwegian opskalerer henover det næste år.

”De kommer formentlig til at flyve lige så meget som SAS på kort- og mellemdistance i og ind- og ud af Skandinavien i 2023,” siger Jacob Pedersen, der pointerer, at det i fremtiden bliver mindre klar, hvem, der er storebror og lillebror.

Norwegians kommentar om, at man stadigvæk ser en god efterspørgsel fra forbrugerne med hensyn til rejser, bliver også fremhævet af Sydbanks aktieanalysechef, der dog ikke er sikker på, at forbrugerne vil fortsætte med at booke rejse nummer to.

”Det er usikkert, om man kan blive ved med at ophæve tyngdeloven i længere tid af gangen på det område. Jeg har også bemærket, at søgningen på flyrejser inde på søgemaskinerne er stort set den samme som inden corona,” siger Jacob Pedersen, der fortsætter:

”Med det økonomiske miljø og den høje inflation, så er der alt mulig grund til at forvente, at det her bøjer af.”

SAS ventes ifølge Jacob Pedersen i dag eller i morgen, at komme med sine tal for omsætning og indtjening for september, hvilket sker i en finansiel information, som luftfartsselskabet deler med retten i New York i forbindelse med selskabets chapter 11-proces.

Norwegian-aktien stiger med 7,6 pct. til 7,99 norske kr. på børsen i Oslo, og på børsen i København løftes SAS-aktien med 5,8 pct. til 0,4110 kr.

Norwegian fik overskud i tredje kvartal – men melder om udsigt til lavere efterspørgsel


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også