Trods advarsler skal kinesiske kameraer filme danske veje

Der kan være problemer med både etik og sikkerhed ved brug af kameraer, som Vejdirektoratet har købt i Kina.
Ifølge Vejdirektoratets plan skal bilister på danske motorveje filmes med kinesiske kameraer. Det sker trods advarsler fra flere sider. | Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Ifølge Vejdirektoratets plan skal bilister på danske motorveje filmes med kinesiske kameraer. Det sker trods advarsler fra flere sider. | Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Af Ritzau

Bilister på de danske motorveje skal i fremtiden filmes med flere kameraer fra Kina.

Nærmere bestemt kameraer fra det kinesiske selskab Hikvision, som både danske efterretningstjenester og menneskerettighedsforkæmpere advarer mod.

Det skriver Politiken.

Ifølge avisen har Vejdirektoratet købt 175 overvågningskameraer. Kontrakten giver desuden mulighed for at lægge yderligere 75 kameraer i indkøbskurven.

Selv om der er tale om et relativt lille indkøb for højst fem millioner kroner, vækker beslutningen kritik fra flere sider.

En af kritikerne er Cathrine Bloch Veiberg, der er programleder på Institut for Menneskerettigheder med speciale i erhverv og kædeansvar.

”Offentlige myndigheder bør som en del af deres ansvarlige indkøbspraksis ikke kun kigge på pris og leveringstid, men også på hvorvidt de her leverandører lever op til sociale og menneskeretlige forventninger. Der burde en leverandør som Hikvision bone ud som risikabel,” siger hun til Politiken.

Hikvision har de seneste år været dybt involveret i at opbygge et overvågningssamfund i Xinjiang-regionen i det vestlige Kina.

Ifølge FN fængsles mistænkte borgere og udsættes ”i stor skala” for tortur, tvangsmedicinering og overgreb.

Vejdirektoratet har dog ikke skelet til Hikvisions bidrag til krænkelser af menneskerettigheder, da der skulle købes kameraer.

Staten og Kommunernes Indkøbsservice, Atea og Region Hovedstaden har modsat droppet Hikvision. Begrundelserne spænder fra hensyn til menneskerettigheder til it-sikkerhed, skriver Politiken.

PET har sidste år vurderet, at man er bekendt med konkrete sårbarheder ved to kameraer fra Hikvision.

I februar lød det fra Forsvarets Efterretningstjeneste og Center for Cybersikkerhed (CFCS), at videokameraer fra Hikvision udgør en ”kritisk trussel for sikkerheden”.

Særligt hvis Hikvision-kameraer kobles til internettet, hvilket er planen. Vejdirektoratet afviser dog problematikken, fordi der installeres firewalls og kodeord.

Også selskabet Milestone, som leverer software til Vejdirektoratet til at overvåge det danske vejnet og skal styre kameraerne, har afbrudt samarbejdet med Hikvision.

Der er ikke et forbud mod at købe Hikvisions kameraer, og flere hænger allerede langs motorveje på Fyn.

Vejdirektoratet vil dog se på, hvordan den problemstilling skal håndteres, lyder det i en mail til Politiken. Desuden har Vejdirektoratet taget kontakt til CFCS for at få nærmere rådgivning.

Tesla-ejere risikerer at bryde loven

Rødkørselskameraer kan få dansk debut i Aarhus

Transportminister og borgmester fremskynder indsats mod vanvidskørsel

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også