GM tilbagekalder 140.000 elbiler på grund af brandrisiko

General Motors må tilbagekalde 140.000 Chevrolet Bolt-elbiler, fordi der er brandrisiko forbundet med bilen.
Foto: Rebecca Cook/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Rebecca Cook/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/REUTERS

Bilproducenten General Motors (GM) ser sig natten til onsdag nødsaget til at tilbagekalde 140.000 elbiler af modellen Chevrolet Bolt.

Ifølge den amerikanske producent skyldes det, at der er risiko for, at der kan gå ild i bilens autotæppe i tilfælde af, at der sker en ulykke, hvor sikkerhedsselen i de forreste sæder automatisk strammer til.

GM skriver, at det drejer sig om eksemplarer af Chevrolet Bolt-modeller med årstallene 2017 til 2023.

Risikoen skyldes en mekanik i sikkerhedsselen.

Sikkerhedsselen er udstyret med sensorer, som på forhånd regner det ud, hvis bilen er på vej til at gøre galt.

Hvis det sker, vil sikkerhedsselen trække passageren ind mod sædet og sørge for, at passageren sidder på den bedst mulige måde i tilfælde af en ulykke.

Risikoen skyldes, at der ved en udløsning af sikkerhedsselens automatiske stramning kan komme gasser i berøring med fibrene i gulvtæppet, hvilket kan føre til antænding.

Cirka 120.000 af bilerne er i USA. De resterende 20.000 er i Canada.

Ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP er der hidtil kendskab til tre brande, som kan være udløst af risikoen ved sikkerhedsselemekanikken.

Automekanikere skal nu installere folie ved kanten af tæppet, der hvor sikkerhedsselen sidder.

Det er ikke første gang, at der er problemer med GM’s Chevrolet Bolt.

I 2020 måtte producenten ligeledes tilbagekalde 51.000 biler i USA - også på grund af problemer med brandsikkerheden.

På trods af at de var blevet tilbagekaldt, repareret og leveret tilbage til ejerne, brød to af bilerne alligevel i brand efterfølgende.

Efter det begyndte amerikanske myndigheder at anbefale, at man ikke parkerede sin Chevrolet Bolt inden døre - for eksempel i en garage - men i stedet udenfor.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også