Droner forstyrrer oftere lufthavnstrafikken

Trafikstyrelsen vil løse problemer med forstyrrende droner ved at øge kendskabet til regler med ny kampagne.
AF RITZAU

Antallet af hændelser med droner, der bevæger sig for tæt på de danske lufthavne, er markant stigende over de seneste år.

Det viser tal fra Trafikstyrelsen.

I 2022 har der været 46 tilfælde, hvor droner har fløjet for tæt på lufthavne. Til sammenligning var det 36 i 2021, mens der i 2017 var to hændelser.

”I otte af tilfældene i år har det resulteret i, at fly måtte omdirigeres af sikkerhedsmæssige årsager, fordi droner og fly ikke må komme for tæt på hinanden,” siger Troels Boe, der er fuldmægtig i Trafikstyrelsens droneteam.

Fra 2017 til 2020 var der kun en situation årligt, hvor fly måtte omdirigeres.

Trafikstyrelsen peger på, at det er blevet mere normalt at flyve med drone.

Det er det blandt andet, fordi den teknologiske udvikling har sænket kravene til, hvilke færdigheder det kræver at flyve med en drone.

”Samtidig er barrieren for at deltage i luftfart sænket, fordi droner er så let tilgængelige,” siger Troels Boe.

Den øgede tilgængelighed til at flyve med drone medfører ifølge Trafikstyrelsen flere udfordringer.

Derfor påbegynder styrelsen nu en kampagne, der har til formål at øge kendskabet til reglerne, når det gælder droneflyvning.

”Hovedreglerne er, at du skal være mindst 15 år for at flyve med drone, der må ikke flyves højere end 120 meter, og du skal holde dig ude af sikkerhedszoner,” siger Troels Boe.

Sikkerhedszoner er først og fremmest områder omkring lufthavne. Derudover må der heller ikke flyves med drone i særlige naturzoner og områder, hvor der for eksempel er politistationer og fængsler.

”Det er et halvkompliceret regelsæt, fordi det er luftfart, det drejer sig om.”

”Folk behøver ikke være skræmt fra at flyve med droner, de skal bare være bekendt med de regler, der følger med.”

”Ligesom hvis du får en cykel i julegave, så skal du også være bekendt med færdselsloven, inden du bevæger dig ud i trafikken,” lyder det fra Troels Boe.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også