Værdien af Teslas aktie dykker efter ny Musk-udmelding

Elon Musks håndtering af Twitter vækker kritik fra investorer, som vil have ham til at fokusere på Tesla.
Elon Musk | Foto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix
Elon Musk | Foto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Værdien af Teslas aktie faldt tirsdag amerikansk tid til sit laveste niveau i mere end to år.

Det kommer efter en ny udmelding fra medstifter og administrerende direktør Elon Musk om sin fremtid i sit andet selskab Twitter.

Aktien faldt med omtrent 8 procent til 137,8 dollar - svarende til 966 danske kroner.

Udmeldingen fra Elon Musk gik på, at han vil stoppe som topchef for Twitter, når han finder en, der er ”tåbelig” nok til at overtage.

Siden Elon Musk i oktober overtog Twitter for et beløb svarende til omtrent 308 milliarder kroner har han fået kritik af Tesla-investorer for ikke at være involveret nok i elbilsvirksomheden.

”Teslas aktiepris reflekterer nu værdien af ikke at have nogen administrerende direktør,” skriver investeringsrådgiver Ross Gerber på Twitter.

I alt er værdien af Teslas aktie faldet med 66 procent i år.

Tesla-aktiespekulanter har sat spørgsmålstegn ved hans fokus i forhold til at lede bilproducenten sideløbende med Twitter.

Selv har Elon Musk indrømmet, at han har lidt for meget at se til.

Tesla har trods alt stadig en markedsværdi på 432 milliarder dollar - svarende til cirka 3000 milliarder kroner.

Men flere analytikere peger på, at den nære fremtid ser udfordrende ud for Tesla som følge af blandt andet de stigende renter.

Elon Musk har selv solgt ud af sine Tesla-aktier i den seneste tid for blandt andet at betale for sit opkøb af Twitter.

Sidste uge solgte han ifølge den britiske avis Financial Times Tesla-aktier for 3,6 milliarder dollar.

Og den faldende værdi af aktien samt aktiesalget har gjort indhak i Elon Musks personlige formue.

Ifølge opgørelser fra Bloomberg og Forbes er han nu ikke længere verdens rigeste mand, efter at være blevet vippet af pinden af Bernard Arnault, den administrerende direktør i luksusvarer-virksomheden LVMH Moët Hennessy Louis Vuitton (LVMH).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også