Tesla har udsigt til ottende dag i træk i rødt

Den amerikanske bilproducents aktie ser ud til at fortsætte nedturen.
Foto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Aly Song/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Tesla har onsdag kurs mod sin længste tur i minus, siden aktien blev børsnoteret i 2010.

Aktien i elbilproducenten indikeres onsdag 3,5 pct. lavere i 105,32 dollar, og dermed er der udsigt til ottende dag i træk i rødt for aktierne i den amerikanske elbilkoncern.

Det skriver Bloomberg News.

Tirsdag dykkede Tesla-aktien med 11,4 pct., efter at Reuters havde offentliggjort planer for produktionen på bilproducentens store fabrik i Shanghai, der har genantændt efterspørgselsfrygt blandt investorerne.

Produktionen er ifølge Wall Street Journal blevet lukket en dag tidligere en planlagt og med effekt allerede lørdag den 24. december og frem til begyndelsen af januar.

Aktien er faldet 40 pct. over den seneste måned og 14 ud af de seneste 16 børsdage. Siden nytår er aktien dykket hele 69 pct.

Med faldet er Teslas markedsværdi reduceret til cirka 345 mia. dollar, hvilket er mindre end Walmart, JPMorgan og Nvidia. Da aktien toppede i december sidste år havde selskabet en markedsværdi på mere end 1200 mia. dollar.

Rygterne bragt af Reuters fik også følgeskab af rygter om, at Tesla tilbyder amerikanske forbrugere en rabat på 7500 dollar for at tage imod levering af de to bedst sælgende modeller inden årsskiftet.

Tesla-aktien har i de seneste måneder også været presset af bekymringer om topchef og grundlægger, Elon Musks, overtagelse af Twitter, som han blandt andet har finansieret via salg af Tesla-aktier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også