Elon Musk forsøger at berolige Tesla-ansatte i mail efter svært år

I en mail til Tesla-medarbejdere opfordrer topchefen til frivillig hjælp og spår bilproducenten som verdens mest værdifulde selskab på sigt.
Foto: Edgar Su/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Edgar Su/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Elon Musk har i en mail til ansatte i Tesla forsøgt at mane til besindighed efter en svær måned og et overordnet skrækår for aktien. Topchefen opfordrer medarbejderne til ikke at lade sig gå på af ”aktiemarkedsvanvid”.

Vanskeligheder med forsyningskæderne hos Teslas fabrik i Shanghai samt svindende tillid til Elon Musk har skåret en stor luns af elbilproducentens markedsværdi i 2022.

Det skriver Sky News, der har set mailen fra topchefen i Tesla foruden Twitter, SpaceX, The Boring Company og Neuralink.

Her opfordrer han de ansatte til de næste dage at hjælpe til frivilligt, hvor det er muligt.

”I øvrigt skal I ikke lade jer gå på af aktiemarkedsvanviddet. Som vi demonstrerer vores vedvarende fremragende præstation, vil markedet anerkende det,” fremgår det af mailen.

”På lang sigt tror jeg i høj grad, at Tesla vil være det mest værdifulde selskab i verden,” fortsætter han.

Der er imidlertid lang vej til at blive verdens nummer et målt på markedsværdien. Alene i december er aktien faldet over 42 pct., mens den i år er drattet mere end 68 pct. Målt på markedsværdien betyder det et fald til knap 356 mia. dollar fra over 1100 mia. dollar ved indgangen til 2022.

Til sammenligning er markedsværdien i verdens mest værdifulde selskab, Apple, over 2005 mia. dollar.

Elon Musk har i det forgangne sat sine investorernes tålmodighed på prøve, da han tilbage i april fremlagde et bud på det sociale medie Twitter på 44 mia. dollar. Opkøbet blev efter længere tids tovtrækning mellem topchefen og det sociale medie realiseret i oktober.

Overtagelsen var blandt andet finansieret gennem salg af aktier i Tesla, og alene i år har Elon Musk solgt aktier i elbilproducenten for nær 40 mia. dollar.

Som topchef for nu i alt fem selskaber frygter investorerne, at Elon Musks opmærksomhed i for høj grad er rettet mod Twitter.

I december meddelte topchefen da også, at han vil fratræde direktørstillingen i det sociale medie, så snart en tilpas ”tåbelig” afløser er fundet.

”Jeg vil fratræde som administrerende direktør, så snart jeg har fundet en, der er tåbelig nok til at tage jobbet. Efter det vil jeg kun lede software- og serverafdelingen,” skrev Elon Musk i et tweet den 21. december.

Også covid-19 har i 2022 givet udfordringer til Tesla, hvis fabrik i Shanghai har måttet arbejde på dæmpet blus som følge af flere nedlukninger i Kina. Fabrikken ventes snart at holde lukket i forbindelse med det kinesiske nytår, erfarer Reuters.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også