Tesla falder tungt på årets første handelsdag for aktien

Skuffende tal for leverancer i fjerde kvartal sender Tesla-aktien ned.
Foto: Brandon Bell/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Brandon Bell/AFP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Elbilselskabet Tesla fortsætter ned i 2023, og på årets første handelsdag dykker aktien 14,3 pct. til 105,57 dollar - til det laveste niveau siden august 2020.

Det sker dagen efter, at Tesla mandag fremlagde salgstal for fjerde kvartal, der trods et rekordhøjt antal leverancer var lavere, end analytikerne havde ventet.

Tesla leverede i fjerde kvartal 405.278 elbiler til sine kunder, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde regnet med 420.760 biler. Det var tredje kvartal i streg, at leveranceniveauet ikke nåede forventningerne på Wall Street.

I kvartalet producerede selskabet 439.701 biler mod ventede 438.840.

For hele 2022 blev der produceret 1.369.611 biler og leveret 1.1313.851. Dermed nåede Tesla ikke i mål med sin ambition om en vækst på 50 pct. i 2022. Leverancerne blev øget 40 pct. i det forgangne år, og produktionen gik op med 47 pct.

I kølvandet af de svage leverancedata har en række analytikere også sænket deres kursmål for aktien i Tesla.

Deutsche Bank har blandt andet nu et mål på 250 dollar mod førhen 270 dollar, mens RBC Capital siger 186 dollar mod tidligere 225 dollar. Truist Securities har også sat sit mål ned til 299 dollar fra 348 dollar, og JPMorgan Chase er nu helt nede på 125 dollar fra førhen 150 dollar.

Tesla-aktien dykkede i 2022 med 65 pct. henover året.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også