SAS-kunder fik delvist adgang til andres kreditkortnummer

Luftfartsselskabet SAS ser en risiko for, at nye cyberangreb vil ramme selskabet i den nærmeste fremtid.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Flere SAS-kunder fik tirsdag adgang til andres personlige oplysninger, efter at et cyberangreb lagde selskabets hjemmeside ned i flere timer.

Oplysningerne talte blandt andet de sidste fire cifre på folks kreditkort samt kontaktinformationer på vedkommende.

Det skriver SAS i en opdatering onsdag.

Selskabet understreger dog, at informationerne ikke i sig selv risikerer at kunne blive udnyttet.

Kunderne har desuden ikke fået adgang til andres pasinformationer, lyder det videre.

SAS oplyser ikke, om man er bevidst om, hvem der stod bag tirsdagens cyberangreb.

Men ifølge selskabet kommer denne form for angreb ofte i grupper. Derfor er der også en risiko for, at selskabet bliver mødt af lignende angreb i den nærmeste fremtid, lyder det.

Selskabet samarbejder med politiet, når det drejer sig om sikkerhedsspørgsmål. Det gælder også i dette tilfælde.

”Vi overvåger situationen tæt og fortsætter arbejdet med at analysere og evaluere konsekvenserne af angrebet.”

”Derudover arbejder vi på at indføre forebyggende foranstaltninger,” oplyser selskabet uden at være konkret.

SAS har ikke yderligere kommentarer for nu.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også