LA vil genoplive Uber i landdistrikterne

Der skal gøres noget ved manglen på taxaer i provinsen, men taxalobby afviser blankt forslag fra Liberal Alliance om at lokke Uber tilbage til Danmark.
Jens Meilvang, transport- og landdistriktsordfører i Liberal Alliance | Foto: Folketinget/pr
Jens Meilvang, transport- og landdistriktsordfører i Liberal Alliance | Foto: Folketinget/pr

Uber blev med en ny taxalov i 2017 reelt forvist fra Danmark, men den amerikanske kørselstjeneste skal kunne komme tilbage på forsøgsbasis i landdistrikterne.

Det er kernen i et kommende forslag fra Liberal Alliance, fortæller transport- og landdistriktsordfører Jens Meilvang til MobilityWatch.

Ifølge ham er manglen på taxaer mange steder i provinsen nemlig så stor, at man bør se på alternative tiltag for at løse udfordringen, og her kan Uber og lignende tjenester være løsningen, mener han.

”Alle nævner ude i landdistrikterne, at det blevet meget svært at få en taxa, hvis man bor bare lidt væk fra en større by,” siger han.

”Derfor vil vi gerne se på, om man ikke kunne starte med at få genindført Uber ude i landområderne som en forsøgsordning.”

Ifølge ham er problemet i dag, at mange lokale taxavognmænd kører til de store byer, hvor der er flere kunder. 

Mange steder har man indført såkaldte flexturordninger, hvor man kan bestille afhentning via de offentlige trafikselskaber, men ifølge ordføreren er der tale om et ”ufleksibelt” system. 

Bl.a. skal man bestille bilen i god tid, ligesom man bliver hentet over et længere interval, og endelig fungerer ordningen ikke om natten.

”Derfor er det ikke en optimal løsning.” 

Med forslaget om at byde Uber velkommen til Danmarks genopliver Liberal Alliance den hidsige debat, der kørte tilbage i midten af 2010’erne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Arnd Wiegmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Her var der massiv kritik fra især taxabranchen og fagbevægelsen over Ubers indtog i Danmark. 

Det begyndte i 2014, hvor selskabet hurtigt fik mange danske chauffører og brugere, men samtidig fik den app-baserede tjeneste kritik for bl.a. at undergrave taxabranchen, mistanke om manglende skattebetaling hos chaufførerne og problemer med sikkerheden for brugerne.

Flere Uber-chauffører fik også domme for ulovlig taxakørsel, og i 2017 endte det altså med, at en ny taxalov reelt gav dødsstødet til tjenesten, da den indførte en række krav om f.eks. taxameter og sædefølere i bilerne.

Dengang var det Liberal Alliances Ole Birk Olesen, der var transportminister og dermed hovedmanden for forliget bag den nye taxalov. Han understregede ved forliget, at han var ærgerlig over, at lovgivningen endte, som de gjorde, men at det var, hvad flertallet i forhandlingerne ønskede.

Jens Meilvang fortæller, at Liberal Alliance lige siden har ønsket at finde en vej for Uber eller lignende tjenester til at vende tilbage til Danmark. Det er stadig i målet. 

Vil have svar fra minister

I første omgang er LA-ordføreren dog tilfreds med en forsøgsordning i landdistrikterne. 

Derfor har han til at begynde med stillet et såkaldt paragraf 20-spørgsmål til transportminister Thomas Danielsen (V) om, hvad ministeren siger til at lempe taxalovens krav i yderområderne. 

Det har LA-ordføreren gjort for at få en pejling på den grundlæggende tilgang hos regeringen til spørgsmålet, fortæller han. Jens Meilvang understreger dog, at han uanset hvad vil følge op med et egentligt beslutningsforslag.

”For så får vi diskussionen i gang blandt ordførerne og kan se, hvem der er med, og hvem der er med på visse betingelser,” siger han.

”Mit håb er, at ministen vil se på, om der kan findes en løsning med en forsøgsordning, men jeg vil ikke lægge skjul på, at intentionen er at få genindført Uber i hele Danmark. Det her er et skridt på vejen.”

Hvordan vil du løse de udfordringer med f.eks. manglende skattebetaling hos chauffører osv., som der var kritik af, mens Uber stadig opererede?

”Jeg er ret sikker på, at hvis man sagde, at man skulle være koblet op, så det offentlige kunne se, hvad man tjener på appen, så burde det kunne løses. For selvfølgelig skal folk betale skat af deres indkomst på det,” siger Jens Meilvang.

Samtidig mener ordføreren, at det er svært at argumentere for, at Uber eller andre tjenester skulle ”undergrave taxabranchen”, hvis branchen reelt ikke er tilstede ude i landdistrikterne.

”Der må det være markedskræfterne, der løser problemet,” siger han.

På samme måde afviser han, at der skulle være en særlig sikkerhedsudfordring ved brugen af kørselstjenesten, og at man ifølge ham i det hele taget må sætte sin lid til de personer, der kører for Uber, ligesom det er tilfældet med ordninger inden for deletjenester.

”Desuden bliver chaufførerne jo også rated. Så kan det da godt være, at der er en ud af 1000, der snyder med noget, men så kan folk læse om det inden i appen. Det fungerer i resten af verden, så det kan det også i Danmark.”

Politisk skifte

Jens Meilvang forudser, at hverken taxabranchen eller fagbevægelsen vil juble over forslaget.

Til gengæld anser han det som sandsynligt, at der kan være rykket noget politisk, da der i de seneste år har været et stort politisk fokus på forskellen mellem land og by og den såkaldte diskussion om Udkantsdanmark.

”Derfor kan der jo være partier, der var imod Uber sidste gang, men som nu godt kan se idéen i, at man f.eks. gør det nemmere for unge mennesker at blive boende ude på landet, så det ikke bare bliver en diskussion mellem taxabranchen og Uber,” siger han.

Spørger man taxabranchen, er der imidlertid ikke nogen velvilje til forslaget.

Michael Nielsen, der er direktør i brancheorganisationen Dansk Persontransport, der omfatter taxabranchen, kalder udmeldingen fra Liberal Alliance for et ”vanvittigt forslag.”

Han medgiver, at der er en udfordring med mangel på taxaer i provinsen, men hvis Uber eller lignende tjenester vil til Danmark, skal de leve op til de gældende krav, siger han.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Michael Nielsen, direktør i brancheorganisationen Dansk Persontransport | Foto: Dansk Persontransport / Pr
Michael Nielsen, direktør i brancheorganisationen Dansk Persontransport | Foto: Dansk Persontransport / Pr

Samtidig mener han, at tjenesterne slet ikke ville ønske at vende tilbage, hvis de kun kan drive forretning i landdistrikterne.

”Uber kører i byer, og de vil ikke køre, hvor der er tyndt befolket, for det tjener de ikke penge på,” siger Michael Nielsen.

”Derfor tror jeg overhovedet ikke, at det er løsningen på det problem, som vi har i yderområderne.”

I stedet mener Dansk Persontransport, at man bør skrue på udbuddene for den offentlige kørsel i kommunerne. Her er markedet præget af store udbud, hvor store flexvognmænd, der ikke kører taxa i landområderne, som regel står bedst i konkurrencen om flextrafikken. 

Ifølge lobbyorganisationen bør det fremover laves om, så lokale vognmænd i højere grad kan få den type opgaver, hvilket vil kunne bidrage til indtjeningen udover den almindelige taxadrift, som for mange ellers ikke kan hænge sammen, fortæller han. 

Henviser til analyse

Jens Meilvang fra Liberal Alliance medgiver, at Uber er fokuseret på byerne, men siger:

”Jeg er helt overbevist om, at hvis man gav dem lov til det, så ville der være et marked for det, fordi efterspørgslen er der ude i landområderne. Det kan godt være, at man som chauffør ikke kan leve af det, men det kunne jo være, at en studerende eller en pensionist kunne tjene lidt ekstra om fredagen og lørdagen.”

MobilityWatch har forsøgt at få en kommentar fra Uber, men det er ikke lykkedes inden deadline.

Onsdag vil transportminister Thomas Danielsen i Folketingssalen skulle svare på paragraf 20-spørgsmålet fra Liberal Alliance. 

MobilityWatch har spurgt ministeren til sagen inden, men her kommenterer Thomas Danielsen ikke direkte forslaget. 

I stedet henviser han til, at partierne bag taxaloven har aftalt, at der skal laves en analyse af taxabetjeningen i landdistrikterne.

Uber forlod Danmark i marts 2017. Dengang oplyste tjenesten, at der var 2000 Uber-chauffører og 300.000 danskere, som brugte app’en.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også