Volkswagen stryger til vejrs på opløftende prognose for 2023

Den tyske bilfabrikants forventninger til indeværende år overgår analytikernes estimater.
Foto: Fabian Bimmer/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Fabian Bimmer/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Volkswagen ser betydeligt lysere på indtjeningen i 2023, end analytikerne havde spået.

Det sender fredag eftermiddag aktien til vejrs, efter at den tyske bilproducent har offentliggjort sine forventninger til indeværende regnskabsår.

I 2023 venter Volkswagen en omsætningsvækst på 10-15 pct. samt en justeret driftsmargin på 7,5-8,5 pct.

Til sammenligning havde analytikerne ifølge Bloomberg News regnet med en stort set uændret toplinje, mens analytikernes forventninger til den justerede driftsmargin lød på på 7,4 pct.

I meddelelsen udtrykker Volkswagen endvidere forventninger om, at flaskehalsene i forsyningskæderne gradvist vil lette i 2023.

”Vi venter, at forsyningskædeflaskehalsene gradvist vil lette i indeværende år, hvilket giver os mulighed for at arbejde på vores høje ordrebog,” siger finansdirektør Arno Antlitz i en meddelelse.

Ledelsen i Volkswagen foreslår desuden et udbytte per ordinær aktie i selskabet på 8,70 euro samt 8,76 euro per præferenceaktie.

Volkswagen offentliggjort 7. februar foreløbige tal for regnskabsåret 2022, der viste et større salg end ventet, mens indtjeningen skuffede en anelse.

Den tyske bilproducent omsatte for 279 mia. euro mod ventet 278 mia. euro, mens det justerede driftsoverskud landede på 22,5 mia. euro mod ventet 23,0 mia. euro.

Det endelige regnskab ventes offentliggjort 14. marts.

Aktien stiger 5,4 pct. til 174,55 euro på børsen i Frankfurt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også