Den tyske dækkæmpe Continental leverer opløftende salgsprognose

Koncernen forventer et salg i 2023 på 42-45 mia. euro, hvilket er betydeligt højere end analytikerforventningerne.
Foto: Stefan Sauer/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Stefan Sauer/AP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Continental leverer en opløftende salgsprognose for 2023, men omkostningsinflation ventes fortsat at tynge lønsomheden for den tyske dæk- og bilreservedelsproducent.

Selskabet har allerede leveret foreløbige 2022-tal for blandt andet salg og justeret EBIT-margin, der i det endelige regnskab bekræfter de foreløbige tal om et salg på 39,4 mia. euro og en justeret EBIT-margin på 5 pct.

Derfor er det meste af opmærksomheden på prognoserne for 2023, hvor der ventes et salg for hele koncernen på 42-45 mia. euro, hvilket er betydeligt over analytikerkonsensus indsamlet af Bloomberg News på 41,23 mia. euro.

Salgsprognoserne ligger over konsensus for alle tre divisioner: Automotive, Tires og Contitech.

”Betydeligt højere omkostninger til materialer, løn samt energi og logistik – på omkring 1,7 mia. euro – forventes igen at tynge indtjeningspositionen i 2023,” skriver Continental.

Den justerede driftsmargin ventes at lande på 5,5-6,5 pct., hvor analytikerne havde sat næsen op efter 6,11 pct.

Continental forventer, at den globale produktion af personbiler og lette erhvervskøretøjer vil stige med 2-4 pct. i 2023. I 2022 steg dette med omkring 7 pct. til cirka 82 mio. køretøjer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også