Kursderouten i SAS fortsætter

SAS-aktien falder igen torsdag efter et stort dyk onsdag.
Foto: Ali Lorestani/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Ali Lorestani/AFP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Kvalerne for aktionærerne i luftfartsselskabet SAS fortsætter torsdag, hvor aktien igen falder i den tidlige handel.

Torsdag morgen dykker SAS-aktien 7,6 pct. til 0,15 kr. efter fald på 29,1 pct. onsdag og 12,2 pct. tirsdag.

Aktien er i øvrigt faldet 13 ud af de seneste 15 handelsdage.

Den store nedtur i denne uge blev sat ind, efter at SAS i løbet af påsken officielt anmodede domstolene i USA om lov til at indlede jagten på nye penge.

”På grund af den betydelige gældsreduktion eller konvertering, der er ventet, kombineret med behovet for betydelig ny aktiekapital, venter SAS, at der blot vil være beskeden inddækning for almindelige usikrede kreditorer og lille eller ingen inddækning for efterstillede usikrede kreditorer.”

”Da aktionærer desuden har lavere betalingsprioritet i forhold til kreditorer, er der for nuværende en forventning om, at der vil være ingen eller meget lille værdi for de eksisterende aktionærer i SAS ved afslutningen af selskabets restruktureringsproces,” skrev SAS i meddelelsen dengang.

Dermed har investorerne fået det sort på hvidt, at værdien for de frie aktionærer synes at være tabt.

Afnotering måske på vej

Nedturen blev onsdag forstærket af en historie i Berlingske om, at en beslutning om en afnotering fra børsen allerede i år er meget tæt på.

Avisen havde onsdag fra flere ”centralt placerede kilder,” at SAS formentlig ikke er at finde i kurslisterne allerede til efteråret.

Den historie har SAS siden afvist i norske Dagens Næringsliv. Her henviser luftfartsselskabet til, at der endnu ikke er truffet en endelig beslutning om børsnoteringens fremtid.

Ifølge Berlingskes kilder styrer SAS i stedet for en børsnotering mod et delt ejerskab mellem kapitalfonden Apollo Global Management og den danske stat. Planerne om en afnotering er derfor ifølge kilderne langt fremme.

En afnotering vil ifølge avisen betyde, at aktionærerne bliver de store tabere med stort set værdiløse aktier.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også