Flere passagerer fløj med SAS i april

Der er tale om en fortsat ”positiv efterspørgselsudvikling”, lyder det fra topchef Anko van der Werff. (Opdateret)
SAS havde tæt på 1,9 mio. passagerer med ombord i april. Der er tale om en stigning på over 20 pct. | Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
SAS havde tæt på 1,9 mio. passagerer med ombord i april. Der er tale om en stigning på over 20 pct. | Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

SAS opnåede i april en stigning i passagertrafikken målt på antal fløjne passagerkilometer (RPK) på 27,5 pct. i forhold til samme måned året før.

Selv om trafiktallene viser fremgang på passagersiden med en pæn belægning, faldt den valutajusterede yield også mærkbart i april. Det vurderer Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank, efter at SAS er kommet med trafikstatistik for april.

”Trafiktallene peger mod et underskud i april, der er på niveau med underskuddet i marts 2023, der var på cirka 400 mio. svenske kr. Dermed tegner der sig et billede af et underskud i andet kvartal på cirka 1,7 svenske kr. - og dermed et halvårsunderskud på cirka 4,4 mia. svenske kr.,” lyder dommen.

I andet kvartal vurderes det, at SAS havde passagerindtægter for cirka 2,3-2,4 mia. svenske kr.

”Det er lavere, end vi ventede - primært på grund af den lavere yield, der står i kontrast til konkurrenternes massive prisstigninger,” skriver Jacob Pedersen.

Den valutajusterede yield, der dækker over omsætningen per fløjet passagerkilometer, faldt med 4,2 pct. i april.

SAS havde i april 2019, hvor selskabet var ramt af strejke, passagerindtægter for 2,6 mia. svenske kr. og for 2,8 mia. svenske kr. i 2018 - altså før coronapandemien.

”Passagerindtægterne i SAS er altså stadig betydeligt under niveauet før pandemien. Renser vi for engangsforhold, vurderer vi kun, at der er tale om meget beskeden indtægtsgenrejsning,” fremgår det af kommentaren.

Luftfartsselskabets sædekapacitet (ASK) steg med 20 pct. i måneden, og sædeudnyttelsen (kabinefaktoren) opgøres til 75,8 pct. I forhold til samme måned sidste år er belægningsprocenten steget 4,5 pct.point.

SAS transporterede samlet 1,89 mio. passagerer i april, hvilket var 22,2 pct. flere end i samme måned året før.

Passagertallet er cirka 88 pct. af niveauet i strejkeramte april 2019, påpeges det.

I øvrigt mener Jacob Pedersen, at der er en ”høj risiko for total - eller næsten total - udvanding af de eksisterende aktionærer, når kapitaljagten afsluttes - formentlig i tredje kvartal”.

(Opdateret kl. 12.08 med kommentarer fra Jacob Pedersen)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også