Efter nederlag ved EU-domstol: SAS vil tage bestik af dommen

SAS vil sammen med Danmark og Sverige undersøge mulige veje frem efter milliard-nederlag ved EU-domstol.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

I en kortfattet besked onsdag eftermiddag oplyser luftfartsselskabet SAS, at det vil studere en afgørelse fra EU-Retten, der har underkendt EU-Kommissionens godkendelse af milliardstøtte fra den svenske og danske stat til SAS i 2020.

Afgørelsen kom onsdag. Lavprisselskabet Ryanair har udfordret en række europæiske støtteordninger til luftfartsselskabet fra 2020.

Dengang led luftfartsselskaberne under coronapandemien og de rejserestriktioner, der blev indført. Ifølge Ryanair var ordningerne i strid med EU-reglerne om statsstøtte.

En af de ordninger, som Ryanair angreb, var et kapitalindskud i SAS fra den danske og svenske stat gennem køb af SAS-aktier og -obligationer. Indskuddet havde en samlet værdi af 8 mia. danske kroner.

Den ordning burde ifølge EU-Retten ikke have været godkendt.

”SAS vil nu sammen med staterne gennemgå indholdet af afgørelsen såvel som mulige veje videre og vil vende tilbage til det emne, når der er relevant information at dele,” skriver SAS i en meddelelse onsdag eftermiddag.

Afgørelsen fra EU-Retten kan ankes til EU-Domstolen.

Ifølge advokat Michael Honoré med speciale inden for statsstøtteret og generel EU-ret kan det tage over to år, før der er nået en endelig afgørelse i en ankesag.

I en analyse onsdag eftermiddag skriver, at Sydbanks senioraktie- og luftfartsanalytiker Jacob Pedersen dommen kan få ”alvorlig betydning” for SAS. Også selv hvis SAS kan beholde hele eller dele af de 8 mia. danske kroner.

”Dagens pressemeddelelse fra SAS er ekstremt kortfattet og giver indtrykket af, at selskabet ikke havde forventet dette udfald,” skriver han.

”I de sidste 20 år har SAS haft flere ”nærdødsoplevelser”. Forskellen denne gang er, at der er høj risiko for at den danske stat bliver sat på sidelinjen uden mulighed for at hjælp. Dommer efterlader altså potentielt gigantisk usikkerhed om SAS’ fremtid, konkursbeskyttelsen og selskabets overlevelse.”

Ifølge Jacob Pedersen er ”skrækscenariet”, at SAS skal betale pengene tilbage. Det vil med ”meget stor sandsynlighed resultere i en SAS-konkurs.”

Domstolens afgørelse har onsdag medført, at den i forvejen sønderskudte SAS-aktie har tabt yderligere værdi. Efterfølgende faldt aktien, der åbnede i 21 øre, til 19 øre, hvor den stadig befinder sig omkring klokken 17.30.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også