Naviair-konflikt får Norwegian til at overveje at flytte flyvninger fra Københavns Lufthavn

Hvis konflikten i Naviair eskalerer, kan Norwegian komme til at flytte flyvninger fra København til Malmø, lyder det fra topchef. Flyselskabet har henvendt sig til den danske regering.
Norwegian-topchef Geri Karlsen åbner nu for muligheden for at sende fly til Malmø i stedet for København for at undgå konsekvenserne af den igangværende konflikt mellem Naviair og flyvelederne. | Foto: Stine Bidstrup
Norwegian-topchef Geri Karlsen åbner nu for muligheden for at sende fly til Malmø i stedet for København for at undgå konsekvenserne af den igangværende konflikt mellem Naviair og flyvelederne. | Foto: Stine Bidstrup

Internt i Norwegian-ledelsen bliver det i øjeblikket diskuteret, om flyselskabet skal flytte flyvninger fra Københavns Lufthavn til lufthavnen i Malmø.

Det kan blive realiteten, hvis der sker en eskalering af konflikten mellem det statslige selskab Naviair, der styrer flytrafikken i det danske luftrum, og selskabets flyveledere – en konflikt, som i den seneste tid har resulteret i store forsinkelser og aflysninger i Københavns Lufthavn.

Det fortalte Norwegian-topchef Geir Karlsen fredag på en investorkonference i kølvandet på det norske flyselskabs regnskab for første kvartal.

”Lige nu kan vi håndtere det, men kapaciteten stiger generelt i København i den næste måned, så det er formentlig den største bekymring,” sagde han.

Norwegian står således på tærsklen til en, ifølge selskabet selv, historisk god sommer. Noget, der skal sikre et stærkt årsresultat hos flyselskabet, der i første kvartal, som er en del af lavsæsonen, har tabt næsten 1 mia. norske kr., svarende til 642 imo. danske kr.

Men topchefen forudser, at Naviair-konflikten kan ende med at vare hele sommeren og på den måde udfordre flyselskabet. 

Trukket i arbejdsretten

Konflikten mellem Naviair og selskabets flyveledere bunder i, at Naviair under coronapandemien opsagde 46 ud af 350 flyveledere for at sænke omkostningerne – nu mangler de ekstra flyveledere dog til at håndtere flytrafikken, der har fået et hurtigere end ventet comeback efter pandemien.

I en periode blev manglen på flyveledere løst ved, at de tilbageværende flyveledere tog ekstravagter, men siden april har flyvelederne ikke længere ønsket det, og det har ført til store forsinkelser og mange aflysninger i Danmarks største lufthavn.

Alene i april måned var halvdelen af de i alt 19.200 flyvninger til og fra lufthavnen forsinket, og Naviair har forsøgt at løse situationen ved at kræve ekstravagter af flyvelederne.

Den seneste udvikling i sagen er, at parterne skal mødes onsdag, hvor de skal diskutere, hvorvidt Naviair ifølge overenskomsten kan beordre flyvelederne til at tage ekstravagter på deres fridage. Herefter kan situationen ende i Arbejdsretten.

Har henvendt sig til regeringen

Norwegian-topchefen understregede på investorkonferencen, at flyselskabet, der har Danmark som sit næststørste marked, ser på alle tænkelige scenarier, der kan afhjælpe de aktuelle udfordringer.

I et efterfølgende interview med MobilityWatch kunne han ikke sætte tal på, hvor mange forsinkelser og aflysninger Norwegian har haft i forbindelse med problemerne. 

Han var ligeledes ordknap på et spørgsmål, om flyselskabet vil forsøge at sende omkostningerne forbundet med kompensation til kunderne videre.

”Det har jeg ikke nogen kommentarer til. Det er et godt spørgsmål, men jeg har ingen kommentarer,” sagde han. 

Norwegian-topchefen fortalte dog, at flyselskabet har sendt en henvendelse til den danske regering for at udtrykke sine bekymringer.

”Vi har sendt en henvendelse til regeringen, som både vi, SAS og andre er gået sammen om, og så håber vi, at det vil bedre sig. Men det er en reel bekymring,” sagde Geir Karlsen.

MobilityWatch arbejder i øjeblikket på en kommentar fra Københavns Lufthavn til meldingen fra Norwegian.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også