Trods vækst savner DSB stadig passagerer efter corona: "Vi skal ud og finde flere kunder"

Topchef forventer, at man kan ”komme meget tæt” på 2019-niveauet i år, selvom der allerede er udsigt til forhindringer.
DSB-topchef Flemming Jensen. | Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
DSB-topchef Flemming Jensen. | Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Flere rejste med DSB i første kvartal sammenlignet med sidste år, men selskabets passagertal er stadig tynget af de ændrede adfærdsmønstre, som coronapandemien førte med sig.

I første kvartal 2023 rejste der således 39,3 mio. passagerer med DSB, hvilket er en stigning på 16 pct. sammenlignet med de første tre måneder af 2022. 

Der er imidlertid stadig vej op til niveauet inden corona – et niveau, som DSB har en ambition om på sigt at nå over.

”Vi skal længere end det,” siger DSB-topchef Flemming Jensen til MobilityWatch.

Her er det statsejede selskab imidlertid udfordret af, at særligt én kundegruppe ikke er vendt tilbage i fuldt omfang på den anden side af coronapandemien, fortæller han.

Flere individer

Mens rekordårene for DSB ligger længere tilbage end 2019, er det altså i første omgang passagertallene i det sidste år inden coronakrisen, som man skal forsøge at indhente. 

Her var der i årets første tre måneder 46 mio. rejsende med DSB. Flemming Jensen påpeger dog, at der i disse tal også er trafik over Øresund inkluderet – trafik, som DSB sidenhen har afhændet. 

Korrigeret for den manglende trafik til Sverige ligger selskabets passagertal stadig 3-4 pct. under 2019-tallet ifølge topchefen.

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Særligt pendlertrafikken kniber det stadig med at få tilbage i samme gænge som før pandemien.

”Vi har flere individer, der rejser med os, men deres rejsefrekvens er lavere på pendlerstrækningerne,” siger DSB-direktøren og uddyber:

”Det er jo et udtryk for, at flere stadig har en-to arbejdsdage hjemme. Det betyder så, at hvor de tidligere har rejst fem dage om ugen, rejser de nu tre-fire dage, og det gør jo, at vi skal ud og finde nogle flere kunder.”

Og det skal ske på flere måder.

Flere fokusområder

Ifølge Flemming Jensen arbejder man ”meget fokuseret” på at få flere kunder tilbage på de korte pendlerstrækninger. 

Til gengæld har selskabet ”rigtig godt fat i landsdelstrafikken”, som omfatter afgange med intercity-tog og ture over Storebælt. 

En udvikling, der særligt er drevet af Orange og Orange Fri-billetter, hvor passagerer kan købe billetter til afgange, der typisk er færre passagerer på, men til gengæld betaler markant mindre for billetten.

Samtidig er gennemsnitsprisen på billetpriser til landsdelstrafikken også højere end pendlertrafikken, hvorfor DSB’s omsætning er højere i første kvartal 2023 end i 2019 – selvom passagertallene altså er lavere, påpeger Flemming Jensen.

Samtidig fokuserer DSB også i højere grad end tidligere på at få flere erhvervsrejsende ind i togene og har i den forbindelse oprettet en salgsafdeling, som fokuserer særligt på at indgå aftaler med virksomheder.

Endelig venter DSB også en vækst i s-togstrafikken, som i seneste kvartal udgjorde omkring 60 pct. af selskabets samlede rejser.

”S-tog er ikke så påvirkede af store sporarbejder, så volumen skal vi i stor udstrækning hente på s-togsstrækningerne,” siger Flemming Jensen.

Netop sporarbejde kommer igen til at være en faktor, som DSB skal forholde sig til i år, hvilket ventes at koste på passagertallene.

”Hvert år har sine sporarbejder. I år er der nogle meget store sporarbejder på Østfyn og Vestsjælland, som ligger lige på hovedstrækningen, hvor vi har relativt meget trafik. Det vil vi selvfølgelig blive ramt af,” siger Flemming Jensen.

Er det forventningen, at 2023 bliver højere målt på passagerer, eller skal man længere frem?

”Hvad vi lige har liggende i vores budget, kan jeg ikke lige huske i hovedet. Men vi vil i hvert fald komme meget tæt på antal rejser, når vi går ud af året, i forhold til 2019.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også