Tesla i stime-rekord med plusser 13 dage i træk
Aktien i Tesla har endnu en gang sat en ny rekord for sig selv, da den tirsdag steg med 3,6 pct.
Det var nemlig den 13. handelsdag i rap, at elbilaktien vandt frem, og det har den aldrig før opnået.
Dermed er den også steget mere end 41 pct. i perioden, men det til trods er kursen i 258,71 dollar ikke i rekord, om end det er årets højeste niveau efter et plus i 2023 på 110 pct.
Teslas aktie skal dog fortsat stige med næsten 60 pct. endnu for at ramme lukkerekorden i november 2021 i 409,97 dollar.
Fremgangen for elbilproducenten tirsdag skyldtes amerikanske nøgletal, som viste, at inflationen fortsat aftager i USA, og det har skabt håb om, at tiden med renteforhøjelser i USA nu er ovre. Det løftede også en række andre mindre elbilfabrikanter i USA.
Tesla er de foregående uger dog også blevet støttet af nyheder om, at først Ford og derefter General Motors, har valgt at overgå til Teslas standard for batteriopladning og købe sig adgang til netværket i USA.