Københavns Lufthavn melder om meget få forsinkelser på stor rejsedag

Københavns Lufthavn oplever hverken lange køer eller store forsinkelser på årets første store sommerrejsedag.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Selv om der er tryk på kedlerne i Københavns Lufthavn i forhold til antallet af rejsende, har der indtil fredag middag ikke været store køer og forsinkelser.

”Det er gået rigtig godt. I de fleste perioder har der været en ventetid på omkring to minutter i sikkerhedskontrollen,” siger Lise Agerley Kürstein, der er kommunikations- og pressechef i lufthavnen.

Man forventer, at et lignende billede vil tegne sig resten af dagen.

”Når vi kommer godt fra start, så plejer det at have en god effekt resten af dagen,” siger hun.

Fredag skydes skolernes sommerferie i gang, og derfor er det årets første store sommerrejsedag.

Københavns Lufthavn, der har en prognose, der siger, at 93.000 passagerer vil bevæge sig gennem lufthavnen fredag, har forberedt sig på dagen, lyder det.

”Der var lige et tidspunkt, hvor man måtte vente 10-15 minutter i kø, men vi har været klar til at tage imod passagererne,” siger Lise Agerley Kürstein.

En konflikt mellem Naviair og flyvelederne i lufthavnen har længe påvirket lufttrafikken.

Men efter at Naviair og flyveledernes fagforening Datca 15. juni indgik en aftale, der skal ”understøtte en normalisering af afviklingen af flytrafikken i de danske lufthavne”, ser det nu meget lysere ud.

”Vi er så glade for, at Naviair har fuld bemanding på, så vi har ikke oplevet forsinkelser på den baggrund,” siger pressechefen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også