Bank ser udfordringer for prissætningen af nye Tesla-biler
Tesla kan blive påvirket negativt af et vanskeligt miljø for prissætningen af elbilproducentens nye biler.
Sammen med et voldsomt kursridt i 2023 har det fået den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs til at sænke anbefalingen for aktien, skriver Bloomberg News.
Analytiker Mark Delaney oplyser, at investeringsbanken nu er mere ”bevidst” om udfordringerne med prissætningen for nye biler, der ventes at tynge selskabets bruttomargin.
Af den årsag er anbefalingen sænket til ”neutral” fra før ”køb”. Dermed følger Goldman Sachs i hælene på Barclays og Morgan Stanley, der sidste uge også sænkede anbefalingen.
Fredag faldt aktien i Tesla 3,0 pct., og mandag er der kurs mod et fald på yderligere 2,6 pct. i det amerikanske formarked.
Selv med formarkedskursen i udsigt er aktien øget mere end 100 pct. i løbet af 2023.
På længere sigt ser man i Goldman Sachs da også positivt på aktiens vækstpotentielle og konkurrencemæssige position, skriver Bloomberg News.