EU-Kommission indleder undersøgelse af statsstøtte til SAS

Støtte for 1 mia. euro til det delvist statsejede flyselskab skal granskes igen. Ifølge Margrethe Vestager bør der ”forventes et positivt resultat.”
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Europa-Kommissionen har indledt en tilbundsgående undersøgelse for at vurdere, om dansk og svensk støtte på cirka 1 mia. euro til SAS er i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler.

Foranstaltningen blev oprindeligt godkendt i 2020 af Kommissionen, men efterfølgende annulleret ved EU-retten.

Kommissionen oplyser, at den venter at kunne komme med en endelig afgørelse i sagen ”i de kommende måneder.”

”Kommissionen er som udgangspunktet af den opfattelse, at foranstaltningen for rekapitalisering er i overensstemmelse med EU’s statsstøtteregler og de betingelser, der er fastsat i de midlertidige covid-19-rammebestemmelser, med undtagelse af fraværet af en såkaldt step-up-mekanisme eller en alternativ mekanisme med samme virkning,” fremgår det af meddelelsen.

Margrethe Vestager, der er konkurrencekommissær, siger, at ”dagens åbningsafgørelse bekræfter foreløbigt, at foranstaltningen for rekapitalisering er i overensstemmelse med betingelserne i de midlertidige covid-19-rammebestemmelser.”

”Den procedure, der nu sættes i gang vil tage stilling til Domstolens afgørelse om, at der ikke findes en ”step up”-mekanisme. Når dette aspekt er taget op, bør der forventes et positivt resultat. Med hensyn til processen bør det være muligt at afslutte analysen inden årets udgang. Dagens beslutning har ingen direkte forbindelse til det igangværende arbejde med SAS fremtid,” lyder det fra hende.

Den såkaldte ”step up”-mekanisme skal sikre, at Danmark og Sverige modtager et tilstrækkeligt afkast for deres investering, og at SAS vil have incitamenter til at tilbagekøbe de aktier, som Danmark og Sverige har erhvervet, så hurtigt som mulig, oplyses det.

Den 17. august 2020 godkendte Kommissionen den såkaldte rekapitaliseringsforanstaltning, som Danmark og Sverige havde anmeldt. 

Kommissionen fandt foranstaltningen forenelig med EU’s statsstøtteregler, herunder betingelserne i de midlertidige covid-19-rammebestemmelser.

Men den 10. maj i år annullerede EU-retten Kommissionens afgørelse. 

Retten fandt, at rekapitaliseringsforanstaltningen til SAS ikke opfyldte en af betingelserne i de midlertidige covid-19 rammebestemmelser.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også