Freetrailer satte rekord i antallet af udlejninger i 2022/23

”Vi er kommet rigtig stærkt igen efter en svag start på året,” siger topchef.
Foto: Freetrailer/pr
Foto: Freetrailer/pr
AF MARKETWIRE

Trailer- og el-ladcykeludlejeren Freetrailer satte i det forskudte regnskabsår 2022/23 rekord i antallet af udlejninger.

Det oplyser selskabet i en meddelelse forud for det endelige regnskab for perioden.

Freetrailer øgede i det forgangne regnskabsår antallet af udlejninger med 17,9 pct., svarende til 137.588 flere udlejninger end året før.

Selskabet præsterede i 2022/23 at slå rekorden for antal udlejninger på en uge, et kvartal og for hele året.

I uge 26 var der 25.469 udlejninger, i fjerde kvartal 270.811 og for hele året 907.874 udlejninger.

På kvartalsbasis var der tale om en fremgang på 24 pct., mens væksten for hele året lød på 17,9 pct.

”Vi er kommet rigtig stærkt igen efter en svag start på året og især fjerde kvartal har vist en flot udvikling. Jeg hæfter mig specielt ved vores vækst i Norge og Sverige, hvor aktivitetsniveauet på udlejningsfronten samt væksten i antallet af udlejningsenheder er gået over al forventning,” siger topchef Nicolai Frisch Erichsen i meddelelsen.

”Det tegner virkelig godt for de kommende år,” fortsætter han.

Freetrailer fremlægger sit fulde regnskab for 2022/23 den 31. august.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også