Gomore betaler bøde på 150.000 kroner for ikke at vise endelig pris

Det var vildledende, at delebilsselskabet ikke viste endelig pris på lejebiler i 2019-2020. Derfor betaler firmaet bøde.
Gomore betaler en bøde på 150.000 kroner for ikke at have oplyst om den endelige udlejningspris på biler. | Foto: Heine Pedersen/BAM/Ritzau Scanpix
Gomore betaler en bøde på 150.000 kroner for ikke at have oplyst om den endelige udlejningspris på biler. | Foto: Heine Pedersen/BAM/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

En lejebil til 185 kroner i døgnet steg lige pludselig til 260 kroner i døgnet, når man klikkede ind på annoncen.

Sådan opererede delebilsplatformen Gomore, indtil Forbrugerombudsmanden henvendte sig til virksomheden og meldte den til politiet for vildledende markedsføring.

Nu betaler Gomore en bøde på 150.000 kroner for ikke at have oplyst om den endelige udlejningspris på biler.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Den vildledende markedsføring fandt sted i en periode fra marts 2019 til september 2020.

Først når forbrugeren klikkede ind på den enkelte lejebil, fremgik den endelige pris, der var inklusive obligatoriske tillæg for forsikring og service.

Det var vildledende markedsføring, har Forbrugerombudsmanden vurderet.

”Man så ikke den pris, man kom til at betale i sidste ende, fordi prisen steg undervejs på hjemmesiden,” forklarer Saira Tasnim, specialkonsulent og procedør hos Forbrugerombudsmanden.

Tag MobilityWatch med i lommen – hent vores app til enten iPhone eller Android. Så får du også besked på mobilen, når der sker noget vigtigt i branchen.

”Hvis ikke man oplyser forbrugeren om den endelige pris til at starte med, tager forbrugeren en beslutning på et forkert grundlag,” fortsætter hun.

Derudover handler det også om, at man skal kunne sammenligne priser på tværs af forskellige platforme. Netop prisen har nemlig stor betydning for forbrugerens endelige beslutning.

”Derfor er det vigtigt, at alle platforme viser den pris, som forbrugeren rent faktisk skal betale,” siger Saira Tasnim.

I pressemeddelelsen er oplistet en række eksempler på den daværende prisforskel.

Her fremgår det blandt andet, at den først viste pris for at leje en Citroën C3 i et eksempel var 185 kroner for et døgns leje. Klikkede man ind på bilen, steg prisen dog til 260 kroner.

I et andet eksempel steg prisen for at leje en Citroën C1 fra 195 kroner til 264 kroner.

I dag bliver den endelige pris for at leje en bil gennem Gomore vist fra starten.

Gomore er en platform, hvor man både kan leje biler og arrangere samkørsel.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også