Vikingbus' nye fjernbuskoncept er tæt på break even

Fleet skal være en af guldkalvene hos Vikingbus i fremtiden. Derfor er man på udkig efter nye ruter til konceptet, som efter få måneder er tæt på at være en lønsom forretning, fortæller direktør.
Vikingbus er også i gang med at teste nye forretningsområder af for Fleet. | Foto: PR / Vikingbus
Vikingbus er også i gang med at teste nye forretningsområder af for Fleet. | Foto: PR / Vikingbus

Vikingbus er allerede ved at nå til det punkt, hvor selskabet kan tjene penge på selskabets nye fjernbuskoncept Fleet, som ellers kun har været i gang siden slutningen af første kvartal.

Det fortæller adm. direktør for Vikingbus, Thomas Wandahl, til MobilityWatch.

”Vi er kommet så godt afsted, at vi faktisk allerede nu her ser ud til at blive break even på konceptet,” siger direktøren, som forudser, at det sker i løbet af sommeren, hvor der er høj belægning.

Fleet åbnede for rutekørsel den 30. marts med et mål om 160 ugentlige afgange og henvender sig specifikt til den unge målgruppe mellem 18 og 30 år. 

Det er netop strategien med fokus på de unge, der ifølge direktøren har givet pote, og derfor er Vikingbus nu i gang med at overveje, om der er yderligere potentiale at finde i det nye koncept.

Festivalkørsel og nye ruter

Thomas Wandahl vil ikke ud med passagertallene for Fleet, som konkurrerer med aktører som Molslinjens Kombardo Expressen og Flixbus på markedet for bustransport på tværs af Danmark.

Men han fortæller, at de positive tegn for forretningen i Fleet betyder, at Vikingbus allerede er gået i gang med at se på, om fjernbuskonceptet skal udvides med endnu flere ruter – muligvis inden 2024.

”Der er tale om en analyse, der pågår lige nu,” siger Thomas Wandahl, som dog heller ikke vil løfte sløret for, hvilke ruter eller byer, der er i spil.

Til gengæld fortæller han, at Vikingbus har indgået en række strategiske partnerskaber med nogle festivaler og koncertarrangører. 

På den måde vil Fleet køre eksempelvis gæster fra København direkte til Skanderborg Festival, og dermed skabe flere tilbud til den unge målgruppe på de strækninger, som målgruppen i forvejen skal transportere sig på.

”Vi prøver at bygge et univers op rundt om Fleet, og fordi vi forsøger at holde fast i den yngre målgruppe, eller de unge voksne, så tror vi også, at vi rammer dem med det her koncept,” siger direktøren.

Underskud voksede

Overvejelserne om at udvide Fleet allerede samme år, som konceptet er oprettet, skal ses i relation med, at Vikingbus i indeværende år har et fokus på at investere i den lønsomme del af Vikingbus’ forretning, fortæller direktøren.

Og netop her har Fleet allerede bevist sit værd, mener direktøren.

I 2022 landede Vikingbus en milliardomsætning, men det afspejlede sig ikke i bundlinjen, hvor underskuddet voksede til 69 mio. kr. Derfor er det vigtigt for Thomas Wandahl, at væksten i selskabet i 2023 sker i de dele af Vikingbus, som rent faktisk løber rundt.

”Det er virkelig vigtigt for os, at vi får lønsomheden med, når vi vokser fremover. Det tror jeg også, årsregnskabet viste sidste år. Vi skal være sikre på, at vi får bundlinjen med, så vi italesætter væksten ud fra, at det skal være lønsom vækst. Vi vil ikke have vækst for enhver pris,” siger Thomas Wandahl.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også