1000 flyvninger aflyst på grund af strejke i Italien

Københavns Lufthavn oplyser, at ni flyvninger til og fra Italien er aflyst lørdag som følge af strejken.
Flyvninger er aflyst fra Italien. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Flyvninger er aflyst fra Italien. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

På grund af en strejke i Italien er cirka 1000 flyvninger lørdag blevet aflyst.

250.000 rejsende er påvirket, skriver AFP.

Ni fly til og fra Københavns Lufthavn er aflyst lørdag. De fleste af dem blev aflyst allerede fredag, da strejken blev varslet.

Det oplyser lufthavnen til Ritzau.

En afgang fra Billund Lufthavn klokken 17:55 lørdag til Bologna er blevet aflyst. Det samme gælder en ankomst til Billund fra Bologna lørdag 17:25.

Strejken i Italien bunder i stridigheder i forbindelse med overenskomstforhandlinger for de lufthavnsansatte.

De strejkende, som også inkluderer piloter, kræver ifølge luftfartsmyndighederne en ny kollektiv aftale, seks år efter at den tidligere aftale er udløbet.

Strejken er sat til at vare i tidsrummet 10:00-18:00 lørdag.

Fra Stockholms lufthavn, Arlanda, er det fire afgange til Italien og 12 ankomster, der lørdag er blevet aflyst.

Også flyvninger mellem Italien og Norge er ramt af aflysninger.

Italiens transportminister Matteo Salvini langer ud efter de strejkende. Han siger, at de bør bruge deres sunde fornuft, så det ikke går ud over de mange rejsende.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også