SAS holder kortene tæt til kroppen på vigtig dag for nyt ejerskab

Mandag er der frist for vejledende bud på SAS for potentielle investorer. Og så begynder kampen om ejerskab.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Mandag vil det stå klart for SAS, hvem der er med i kapløbet om at blive luftfartsselskabets nye ejere.

Det sker, da der er frist for potentielle investorer til at afgive et vejledende bud på selskabet.

Kort inden påske anmodede SAS en konkursdomstol i New York om at godkende selskabets plan om at rejse ny kapital via nye investorer.

I maj fik selskabet så grønt lys til at rejse ny kapital i forsøget på at komme ud af den konkursbeskyttelsesproces, som selskabet befinder sig i.

Fristen for at afgive endelige bud er 18. september. Men de vejledende bud har en afgørende betydning for SAS’ fremtid, siger aktieanalytiker hos Sydbank Jacob Pedersen. Han følger selskabet tæt.

”SAS og de finansielle partnere, der er involveret i denne kapitalrejsningsproces, får det endelige bevis for, hvor mange der ønsker at være med. Derfra bliver det et spørgsmål om betingelser og priser.”

”Og så kan der gå ”Løvens Hule” i den,” siger han med henvisning til tv-programmet, hvor investorer siger ja og nej til at investere i håbefulde iværksætteres forretningsidéer.

Han sammenligner afgivelsen af de vejledende bud med, når en landstræner udtager en bruttotrup - derfra går forhandlinger i gang, og nogle bliver siet fra.

SAS har tidligere oplyst, at selskabet søger at rejse i alt 9,5 milliarder svenske kroner. Det svarer til cirka 6,1 milliarder danske. Samtidig vil man konvertere gæld for 20 milliarder svenske kroner.

SAS selv holder kortene tæt til kroppen om processen.

Alexandra Lindgren Kaoukji, der er pressechef hos SAS, oplyser i et skriftligt svar søndag aften, at SAS intet kommer til at sige i forbindelse med fristens udløb mandag.

Det er ikke unormalt i en proces om kapitaltilførsel, siger Jacob Pedersen. Det kan der af forhandlingsmæssige årsager være mange gode grunde til.

Men selv om SAS ikke har tænkt sig at offentliggøre, hvem der afgiver vejledende bud mandag, er der parter, som Jacob Pedersen ser sig rimelig sikker på vil være blandt budgiverne.

”Vi ved, at den danske stat gerne vil være med. Og vi ved, at Apollo, der har hjulpet SAS med Chapter 11-lån, også har intentioner om at gå ind i SAS som ejere og storaktionærer,” siger han.

Den danske stat ejer 21,8 procent. Men i juni 2022 lavede den daværende regering en aftale med et flertal i Folketinget om muligvis at øge den danske stats ejerandel i SAS til op til 30 procent.

Ifølge Jacob Pedersen er det ikke nok med den danske stat og kapitalfonden Apollo Global Management, da den som amerikansk fond ikke kan gå højere end 49,9 procent.

Han peger derfor på den svenske Wallenberg-fond, som på nuværende tidspunkt ejer 3,4 procent af SAS-aktierne.

Selv om de vejledende bud viser mulige investorers interesse, sker de reelle forhandlinger frem til 18. september.

”Når svesken skal på disken, i forhold til hvad de skal betale for det her, kan det være, at nogen hopper fra,” siger Sydbank-analytikeren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også