Rejseselskaber aflyser afgange til græsk ferieø grundet skovbrande

Det er for nu ikke være muligt at flyve til Rhodos, hvis man skal rejse med rejseselskaberne Tui og Sunweb.
Foto: Patrick Van Katwijk/ap/ritzau Scanpix
Foto: Patrick Van Katwijk/ap/ritzau Scanpix
ritzau

Rejseselskabet Tui aflyser alle sine planlagte flyafgange til den græske ø Rhodos søndag og til og med tirsdag på grund af naturbrande på øen.

Det oplyser Anne Mørk-Løwengreen, der er kommunikationschef for Tui i Norge.

Brandvæsenet i Grækenland har kategoriseret Rhodos samt øen Evvia og hele østkysten af det græske fastland som kategori 5-områder.

Det vil sige, at der er den højeste risiko for brand.

Det er særligt den sydlige del af øen, der er plaget af brande.

Tui har haft 40 danskere i de berørte områder på Rhodos. Det er alle blevet flyttet til et andet sted på Rhodos.

I alt har Tui 2500 nordiske rejsende på Rhodos i øjeblikket.

Tidligere lød det fra Tui, at man ville aflyse rejser til hoteller i de berørte områder. Men nu er alle flyvninger altså aflyst.

Det er for at være ”på den sikre side”, siger Anne Mørk-Løwengreen.

Hun siger, at der tidligst vil være afgange til Rhodos igen onsdag 26. juli.

Også rejseselskabet Sunweb har valgt at aflyse dets afgang søndag fra Billund mod Rhodos, hvor 186 ferierejsende ellers skulle have været med.

”Der er ret stort pres på de hoteller, der ikke er berørt. Selv om det er størstedelen af hotellerne, betyder det, at de er fyldte i øjeblikket,” siger Jan Lockhart, der er kommerciel chef hos Sunweb.

”For at være sikker på, at vi kan tilbyde vores gæster en ordentlig ferie under ordentlige vilkår, har vi valgt at sætte vores aktivitet til Rhodos på standby i dag og forventer at kunne genoptage den i de kommende dage.”

I forvejen er 60 af i alt 1000 danskere, der er rejst til Rhodos med rejseselskabet, direkte berørt af brandene. De er blevet evakueret til andre dele af øen. Nogle har måttet sove på skoler og i sportshaller natten til søndag.

Hos Tui er det endnu uvist, hvor mange danskere der er berørt af aflysningerne.

Kommunikationschefen siger, at alle, der har planlagt en rejse til Rhodos med Tui søndag eller en af de kommende dage, kan annullere eller ombooke rejsen.

De rejsende vil blive kontaktet af Tui.

Rejseselskabet Spies oplyser i et skriftligt svar, at de har evakueret 49 af deres rejsende til andre dele af øen. De har 1400 danske gæster på øen.

Selskabet skriver til avisen, at dem, som har billet til de berørte områder gennem Spies, kan ombooke deres billet eller få pengene retur. Skal man rejse til en anden del af Rhodos med Spies, vil rejsen foregå som planlagt.

”Som sagt er det langt de færreste af Spies’ gæster - langt langt de fleste bor mere nordligt på øen, lyder det fra Spies.”

Over 30.000 mennesker er blevet evakueret på grund af naturbrandene.

Lørdag aften var omkring 2000 turister blevet evakueret med både fra Rhodos. Det oplyste den græske kystvagt ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Både den græske kystvagts skibe og mere end 30 privatejede både deltog i evakueringen af turisterne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også