Danske regionaltog kan ikke længere køre til Flensborg fra 2028

Regionaltog kan ikke køre over grænsen til Flensborg fra 2028. Slesvig-Holsten vil i stedet anskaffe nye tog. (Opdateret)
”Løbet er ikke kørt endnu. Men det kræver, at alle parter i København, Kiel og Berlin trækker i arbejdstøjet og får problemet løst,” siger Stefan Seidler dansk forbundsdagsmedlem for partiet SSW, om sagen. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
”Løbet er ikke kørt endnu. Men det kræver, at alle parter i København, Kiel og Berlin trækker i arbejdstøjet og får problemet løst,” siger Stefan Seidler dansk forbundsdagsmedlem for partiet SSW, om sagen. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det vil inden for en række år ikke længere være muligt at køre med regionaltog over grænsen i Sønderjylland til Flensborg i Slesvig-Holsten uden at skulle skifte tog.

Det skriver Flensborg Avis.

Ifølge avisen vinker DSB nemlig om fire år farvel til de sidste dieseldrevne tog. De skal erstattes af 100 franske tog, der kun kan køre på det danske strømsystem.

Ændringen betyder, at regionaltogene ikke længere kan køre til Flensborg. I stedet skal passagerer skifte tog i Tinglev i Sønderjylland, hvis de skal krydse grænsen med tog.

Flensborg Avis skriver, at Danmark som det eneste land i Norden har valgt at forsyne eltog med 25.000 volt kørestrøm.

Imens kører togene i Tyskland, Norge, Sverige, Østrig og Schweiz på 15.000 volt.

Det har medført, at der i Danmark skulle indkøbes særlige lokomotiver, der enten kører på diesel eller kan håndtere begge strømsystemer.

Som det ser ud nu, er det dog slut i 2028.

Tag MobilityWatch med i lommen – hent vores app til enten iPhone eller Android. Så får du også besked på mobilen, når der sker noget vigtigt i branchen.

Af den grund vil den tyske delstat som en løsning anskaffe 40 togsæt fra samme franske producent. Det siger Claus Ruhe Madsen, der er den danske trafikminister i Slesvig-Holsten, til Flensborg Avis.

Det er planen at udstyre halvdelen af dem på en måde, så de kan håndtere begge landes strømsystemer. Dermed kan man opretholde regionaltogtrafikken, så de tyske regionaltog kører videre fra Flensborg til Tinglev.

Det er dog en løsning, som Stefan Seidler, der er dansk forbundsdagsmedlem for partiet SSW, ikke er begejstret for.

Han har derfor været i dialog med både DSB og de tyske jernbaneselskaber samt den danske regering og regeringen i Slesvig-Holsten.

For det vil betyde en katastrofe for samarbejdet og integrationen på tværs af grænsen mellem Sønderjylland og Sydslesvig, hvis det bliver til virkelighed.

”Løbet er ikke kørt endnu. Men det kræver, at alle parter i København, Kiel og Berlin trækker i arbejdstøjet og får problemet løst,” siger Stefan Seidler til Flensborg Avis.

Opdateret kl. 14:55. Efter publiceringen af denne artikel har DSB afvist påstanden fra Flensborg Avis. Læs mere om det her: DSB afviser påstand om togproblemer over grænsen til Tyskland

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også