British Airways-ejer vender millionunderskud til milliardoverskud

I årets første seks måneder har luftfartskoncernen IAG, der ejer British Airways, tjent 6,9 milliarder kroner.
Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Luftfartskoncernen IAG, der ejer British Airways, er et godt bevis på, at branchen i høj grad er påvirket af de forskellige sæsoner.

Koncernen har formået at vende et millionunderskud i årets første tre måneder til milliardoverskud i de efterfølgende tre.

Det viser et halvårsregnskab fredag.

Samlet set lyder indtjeningen for årets første seks måneder på 6,9 milliarder kroner.

2023 fortæller indtil videre en noget anden historie end sidste år.

I den første halvdel af 2022 blev det til et massivt underskud på 4,9 milliarder kroner.

Luis Gallego, topchef i koncernen, regner med, at den i år rammer et aktivitetsniveau, der ligner det fra 2019 - altså inden coronapandemien lagde industrien ned.

”Disse resultater er takket være en stærk præstation fra alle virksomheder på tværs af koncernen,” siger han i regnskabet.

”Kundeefterspørgslen er fortsat stærk, især inden for fritidsrejser. Omkring 80 procent af passagerindtægterne i tredje kvartal er allerede blevet sikret.”

Også den fransk-hollandske luftfartskoncern Air France-KLM har fået ændret på et stort minus fra første kvartal.

Et overskud på 4,5 milliarder kroner i andet kvartal giver en samlet indtjening for første halvdel af året på knap to milliarder kroner.

Koncernens topchef, Benjamin Smith, er også tilfreds med, at omsætningen har oplevet en vækst på 25 procent i første halvår.

”På trods af inflationen havde vi tocifret vækst og en rekordstor driftsmargin,” udtaler han i regnskabet.

Den stigende rejselyst har presset mange lufthavne til det yderste i 2023, men ifølge direktøren er det så småt ved at blive bedre.

Det er han særligt glad for med henblik på, at Frankrig næste år skal være vært for de olympiske lege, og at det efter alt at dømme vil skabe travlhed igen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også