Formand efter ophedet slagsmål med flyveledere: Ny direktør skal skabe "stabilitet og ro" i Naviair

Generalmajor er den rette til at genskabe tilliden internt og eksternt hos den statslige luftfartstjeneste, fortæller bestyrelseformand i interview med MobilityWatch.
Flemming Jensen, bestyrelsesformand i Naviair og til daglig adm. direktør i DSB | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Flemming Jensen, bestyrelsesformand i Naviair og til daglig adm. direktør i DSB | Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

Flemming Jensen, bestyrelsesformand for Naviair, er tidligere jagerpilot, og han får snart en ny ”wingman” til ledelsen af den statslige flyvekontroltjeneste. 

Formanden har nemlig fundet Naviairs nye direktør, der også tidligere har siddet ved rorpinden i F-16-fly. 

Der er tale om 53-årige Anders Rex, der har en lang karriere bag sig i Forsvaret, og som bl.a. har været chef for Flyvevåbnet.

For nylig begyndte han som forsvarsattaché i Washington, men den post opgiver han senest den 1. november for at sætte sig i direktørstolen hos Naviair, der igennem det seneste halve år har været meget i vælten.

Det skyldes slagsmålet om vilkår med Naviairs flyveledere, som medførte et enormt antal forsinkelser i bl.a. Københavns Lufthavn i foråret.

Ifølge formanden er der da også en klar opgave for Anders Rex:

”Der er ingen tvivl om, at der er har været uro om Naviair,” siger Flemming Jensen til MobilityWatch.

”Det har skabt både internt og eksternt et behov for en, der kan sikre stabilitet og ro om virksomheden. Det mener vi, at han besidder de rigtige kompetencer til.”

Hårde slag i pressen

Anders Rex overtager rollen som topchef fra finansdirektør Mads Kvist Eriksen, der været konstitueret som adm. direktør siden april, efter at Claus Baunkjær stoppede på posten efter blot otte måneder.

Claus Baunkjær havde året forinden afløst Carsten Fich, der havde været direktør siden 2018 og dermed sad på posten under coronakrisen, som lagde kimen til konflikten med flyvelederne. 

Under krisen sparede Naviair - trods store protester fra de ansatte - således et stort antal flyveledere væk som følge af den mindre trafik under krisen. Det skabte dog et problem med for få flyveledere, da flytrafikken kom tilbage i gear, hvilket skete hurtigere, end man havde regnet med. 

Det medførte et behov for, at de tilbageværende flyveledere tog ekstravagter, hvilket var kernen i forårets slagsmål mellem Naviair-ledelsen og de ansatte, som bl.a. krævede højere lån for at tage vagterne.

Det resulterede i flere måneder med massive forsinkelser i den danske flytrafik samt voldsomme verbale slagsmål i medierne mellem parterne. Til sidst lykkedes det dog i midten af juni at indgå en aftale, kort før højsæsonen for alvor begyndte. 

Det stod dog klart, at flyvelederne ikke var helt tilfredse med resultatet, da de ikke havde fået den ”langsigtede løsning”, som de gik efter. 

Har tung ledelseserfaring

Anders Rex overtager derfor tøjlerne efter en turbulent periode og som den tredje direktør inden for kort tid. 

Ifølge Flemming Jensen, der selv tiltrådte som ny formand i forsommeren, er Anders Rex dog den helt rette til at overtage tøjlerne.

”I et i øvrigt stærkt kandidatfelt syntes vi, at han matchede bedst til rollen i Naviair, da han har tung ledelsesmæssig erfaring og en rigtig god tilgang til ledelse,” siger formanden.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Anders Rex, kommende direktør i Naviair | Foto: Naviair/pr
Anders Rex, kommende direktør i Naviair | Foto: Naviair/pr

Ifølge Flemming Jensen har den kommende direktør således de rette kompetencer og en ”god forståelse af opgaven” med at skabe ro om Naviair: 

”Han har bl.a. stået bag større programmer i Forsvaret, hvor der jo også er konstante forandringer, og som han har løst på fin vis,” siger formanden.

Desuden kender Anders Rex til flybranchen og Naviair som organisation fra hans karriere i Forsvaret, der bl.a. også omfatter at være chef for Flyvestation Skrydstrup, hvilket Flemming Jensen ser som et ekstra plus:

”Det har ikke været et krav i udvælgelsen, men det er klart, at han hurtigere kan finde sig til rette i organisationen, fordi han kender opgaverne.”

Kender til store driftsorganisationer

Naviair er en selvstændig, offentligt ejet virksomhed, som i 2001 blev udskilt fra Statens Luftfartsvæsen. Selskabet finansieres via de afgifter, som flyselskaber m.m. betaler for at benytte det danske luftrum.

Naviairs økonomi har de seneste år været presset, da man under coronakrisen opbyggede en betydelig gæld som følge af den mindre flytrafik i perioden. Ved udgangen af 2022 var gælden tæt på 1 mia. kr. 

Anders Rex, der har rang af generalmajor, kommer med sin baggrund i Forsvaret til selskabet uden erfaringer fra traditionel virksomhedsledelse. 

Desuden skiller han sig også ud fra de seneste topchefer i Naviair, der begge har en baggrund inden for offentlig infrastruktur.

Claus Baunkjær kom således til fra Sund & Bælt, hvor han stod for etableringen af Femern-forbindelsen, mens Carsten Fich bl.a. har været med til udviklingen af den københavnske metro samt flere private virksomheder.

Ifølge Flemming Jensen rimer Anders Rex’ baggrund i Forsvaret dog fint med den nye rolle i Naviair.

”Forsvaret og Flyvevåbnet er jo store driftsorganisationer, og opgaverne og udfordringerne er noget, som i stor udstrækning matcher det, som der er i en virksomhed som Naviair,” siger formanden.

Det gælder også de økonomiske opgaver.

”Han har siddet med væsentligt større budgetter i Forsvaret, så det kan han så rigeligt bidrage med,” siger Flemming Jensen, der påpeger, at der i forhold til gældsnedbringelsen allerede er lagt en plan for de kommende år af den tidligere ledelse. 

Omvendt har bestyrelsen ikke kigget specifikt mod militæret i rekrutteringen, ligesom det i øvrigt er tilfældigt, at både Flemming Jensen og Anders Rex er tidligere jagerpiloter:

”Jeg kender ikke Anders Rex i forvejen. Jeg tror, han gik i folkeskole, da jeg forlod Forsvaret, så vores veje har ikke krydset hinanden,” siger Flemming Jensen.

”Det har alene været som følge af, at han har matchet bedst på den profil, som vi har ønsket os. Om han var kommet fra Forsvaret eller andre steder, har ikke spillet ind,” siger Flemming Jensen, der ikke vil gå ind i, om Anders Rex selv har søgt stillingen eller er blevet headhuntet.

Flere opgaver venter

Naviair oplyser til MobilityWatch, at Anders Rex først ønsker at stille op til interview, når han tiltræder stillingen, hvilket altså senest bliver den 1. november.

Som nævnt bliver kerneopgaven for den nye direktør at genskabe tilliden, men samtidig er der også den konkrete opgave at sikre, at der på sigt er tilstrækkeligt med flyveledere. 

Det handler om at få rekrutteret og uddannet nye flyveledere, som på grund af længden på uddannelsen, kommer til at tage tid.

Derudover ligger der en konkret opgave med at få opbygget en kontrolcentral i Grønland, ligesom Anders Rex ifølge Flemming Jensen skal sørge for, at Naviair følger med i udviklingen inden for flyveledelse generelt set, deltager i internationale samarbejder m.m.

”Så der er mange flere opgaver, end det der har fyldt i medierne i de seneste måneder,” siger Flemming Jensen, der til daglig er adm. direktør i DSB.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også