Arriva og Flix kritiserer regeringen for at forlænge DSB-kontrakt kort før nye udbudsregler

Begge selskaber mener, at det ville føre til billigere togdrift, hvis opgaven blev sendt i udbud. Minister siger, at han endnu ikke har taget stilling til sagen.
Foto: Christer Holte
Foto: Christer Holte
AF ANJA HAUGE OG THOMAS BO CHRISTENSEN

To private togoperatører melder sig nu i koret af kritikere, efter det er kommet frem, at regeringen lader til at vil forlænge den nuværende DSB-kontrakt med 10 år, kort før nye regler ville tvinge opgaven i udbud.

Der er tale om Flix, der kører tog i blandt andet Sverige og Tyskland, og Arriva Danmark, der i dag kører på en række af de strækninger i Danmark, der ikke er inkluderet i DSB-kontrakten og derfor sendes i udbud.

”Vi ønsker helt klart, at mere af togdriften bliver udbudt. Det mener vi vil være et aktiv både for passagererne og for den kollektive trafik i det hele taget,” lyder det i et skriftligt svar fra Pia Hammershøy Splittorff, kommunikationsdirektør hos Arriva Danmark, der for nylig blev overtaget af kapitalfonden Mutares.

Meldingen kommer efter, at det i sidste uge kom frem i Altinget, at regeringen går med planer om at forlænge den nuværende DSB-kontrakt med 10 år fra den 15. december 2023, selvom den nuværende kontrakt først står til at udløbe i slutningen af 2024.

Desuden er den 15. december under to uger før, at nye EU-regler ville gøre det til et krav, at togdriften sendes i udbud.

Må ikke blive fastlåst

De sidste 20 år har Arriva Danmark drevet en mindre del af den danske jernbane, hvor selskabet har genvundet kontrakten af to omgange.

Kommunikationsdirektør Pia Hammershøy Splittorff mener, at man her har bevist, ”at vi kan levere solid togdrift – ovenikøbet med meget store besparelser for staten”. 

Derfor håber selskabet på, at regeringen vil bruge de nye EU-regler til at gentænke, hvordan Danmark får den bedst mulige og mest attraktive togdrift.

”Derfor vil vi også gerne appellere til, at ministeriet ikke vælger at låse togtrafikken i den nuværende konstellation i hele 10 år, men i stedet sætter flere strækninger i udbud i de kommende år,” siger Pia Hammershøy Splittorff.

”Gør de det, er vi klart interesserede i at byde.”

Over for Altinget påpeger Arriva Danmark dog, at det på den korte bane ikke vil være muligt for selskabet at byde. 

Vigtigt med konkurrence

Hos Flix mener man, at konkurrence på togdriften er central for, at passagererne kan få de bedst mulige tilbud. 

Derfor mener selskabet også, at den danske regering bør sende opgaven i udbud istedet for at forlænge kontrakten lige før lukketid på de gamle regler.

”Alle EU-lande har tilsluttet sig de eksisterende EU-regler. Transportvirksomheder og passagerer forventer derfor, at regeringen følger disse regler og gør det muligt for innovative løsninger at komme ind på markedet,” lyder det i et skriftligt svar fra Flix til MobilityWatch.

Selvom Flix har planer om fremover at tilbyde passagerer at rejse med tog mellem Tyskland og Sverige via Danmark, har Flix dog ikke pt. intention om at overtage DSB’s ruter.

”Der er ingen nuværende planer for det, men vi undersøger konstant nye muligheder,” lyder det.

Minister har ikke taget stilling

Tidligere har udsigten til det manglende udbud også mødt kritik fra Liberal Alliance. Her har transportordfører Jens Meilvang udtalt til MobilityWatch, at timingen for den nye DSB-kontrakt tyder på, at regeringen vil undgå et udbud af togdriften på danske jernbane. 

Ifølge ham bør der dog være flere af DSB’s nuværende strækninger, som vil være mere oplagte at sende i udbud frem for at forlænge.

”Jeg kan slet ikke forestille mig, at man bare vil forlænge det hele med DSB. Slet ikke når man ved, hvor meget vi har sparet på blandt andet at udbyde ruter i Vest- og Midtjylland til Arriva. Der har vi sparet 300 mio. kr. i første kontraktperiode, sammenlignet med hvis det var DSB, der kørte de ruter,” udtalte Jens Meilvang forleden.

Transportminister Thomas Danielsen (V) har hidtil været tavs i sagen. MobilityWatch har spurgt om en kommentar fra ministeren til den nye kritik fra Flix og Arriva, og nu lyder det, at regeringen endnu ikke har taget stilling.

”Forhåndsannonceringen til EU i december sidste år var nødvendig, hvis vi skal have muligheden for en løsning med tildeling af en kontrakt til DSB, inden de nye regler træder i kraft i december i år. Men regeringen har ikke gjort sin stilling op, og sagen skal naturligvis drøftes med partierne i Folketinget.”

Hos de Konservative har transportordfører Niels Flemming Hansen tidligere udtalt til MobilityWatch, at der kan være fordele ved at forlænge kontrakten med DSB. 

Læs mere om sagen nedenfor.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også