Greenmobilitys vækst holdes tilbage af bilflytninger
Toplinjevæksten hos eldelebilselskabet Greenmobility har været langsommere end ventet i første halvår og ventes også at blive i et lidt lavere gear end tidligere antaget i andet halvår.
Det skyldes beslutningen om at lukke markederne i Sverige og Tyskland og flytte bilerne fra de markeder til andre steder.
”Flytningen af biler har været succesfuld, men i løbet af andet kvartal 2023 blev det klart, at de flyttede biler øger omsætningen på deres nye respektive markeder langsommere end ventet - og også ventes at at påvirke omsætningen i andet halvår,” skriver Greenmobility i sit regnskab torsdag.
På den baggrund sænker selskabet sine forventninger til hele årets omsætning til 120-130 mio. kr. fra tidligere ventet 135-145 mio. kr.
Til gengæld ventes det samlede underskud nu også at begrænse sig til 32-42 mio. kr. mod et tidligere ventet minus på 35-45 mio. kr.
I andet kvartal i år blev underskuddet desuden mindsket til 10,1 mio. kr. fra 16,6 mio. kr. i samme periode sidste år.
Det er stadig Greenmobilitys målsætning at blive profitabel i 2024.
Omsætningen steg i andet kvartal til 30,4 mio. kr. fra 23,3 mio. kr. i andet kvartal 2022, og set over første halvår voksede toplinjen til 54,9 mio. kr. fra 42,4 mio. kr.
Relaterede artikler
Share Now udpeger midlertidig topchef
For abonnenter