Californisk myndighed giver grønt lyst til selvkørende taxaer

Selskaberne Waymo og Cruise har fået lov til at tilbyde selvkørende taxaer i hele San Francisco fra torsdag.
Foto: Paul Sancya/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Paul Sancya/AP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

En californisk delstatsmyndighed har torsdag stemt for, at selskaberne Waymo og Cruise kan drive taxavirksomhed med selvkørende biler i hele San Francisco.

Det er California Public Utilities Commission, der regulerer statens privatejede forsyningsselskaber, der har stemt. Her var der tre, der stemte for, og en, der stemte imod.

Flere sikkerhedsagenturer og indbyggere i San Francisco har været meget imod at give de to selskaber tilladelse.

Beslutningen træder i kraft øjeblikkeligt, og det betyder, at selskaberne kan begyndte at tilbyde selvkørende taxaer - de såkaldte robotaxis - i byen allerede fra torsdag.

Waymo ejes af Alphabet, der er Googles moderselskab. Cruise er et datterselskab til den store amerikanske bilproducent General Motors.

De to selskaber har allerede eksperimenteret med selvkørende taxaer. De har dog været begrænsede af kun at måtte køre i bestemt tidsrum og bestemt områder.

Tilladelsen ses som et kritisk skridt for regulering af selvkørende biler.

San Francisco er en by af både symbolsk og praktisk betydning for udrulningen af selvkørende taxaer. Byen er et epicentrum for teknologi og har desuden allerede 500 selvkørende køretøjer på vejene.

Den har dermed været det største testlaboratorie for eksperimentelle biler.

Waymo og Cruiser siger, at test i den virkelige verden i tætbefolkede urbane miljøer er afgørende for at optimere teknologien.

San Franciscos brandvæsen, planlægningskommission, transitbureau og andre har været modstandere af at give tilladelsen. Det begrunder de med flere hændelser, hvor selvkørende biler har forstyrret brandbiler, politiaktivitet og anden uregelmæssig kørsel.

Waymo og Cruise siger derimod, at deres køretøjer er mere sikre end menneskelige chauffører, der kan distraheres, og at deres biler endnu ikke har været årsag til livstruende tilskadekomst eller dødsfald.

Selskabernes køretøjer har et tomt førersæde og et rat, der styrer af sig selv.

Det er blevet normalt at se dem i San Francisco. Cruise siger, at det har omkring 300 køretøjer, der kører om natten, og 100, der kører om dagen.

Waymo har i alt 250 køretøjer. Det ventes at begge selskaber vil indsætte flere efter tilladelsen fra den californiske myndighed.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også