Verdens største flyselskab åbner rute fra København til USA

American Airlines åbner næste sommer en daglig rute til Philadelphia. 
Foto: Sarah Meyssonnier / Reuters / Ritzau Scanpix
Foto: Sarah Meyssonnier / Reuters / Ritzau Scanpix
af ritzau

Verdens største flyselskab, American Airlines, åbner en rute med daglige flyvninger mellem København og Philadelphia i USA næste sommer.

Det skriver Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse torsdag.

”Jeg håber, vi vil se endnu flere amerikanske turister, for det vil få stor betydning for hoteller og turisme i hovedstadsområdet og resten af Danmark,” siger Peter Krogsgaard, lufthavnens kommercielle direktør, i pressemeddelelsen.

American Airlines er verdens største flyselskab målt på fly og passagerer. Den har over 900 fly, som samlet transporterer 200 millioner passagerer om året.

Det bliver flyet Boeing 787-9, som sættes ind i ruten mellem København og Philadelphia. Den kan flyve med op mod 285 passagerer.

”Det er en stor og vigtig spiller, der nu flyver direkte fra København. Det vil komme mange passagerer til gode,” udtaler Peter Krogsgaard.

Ruten bliver åbnet i juni. De daglige flyvninger til Philadelphia vil finde sted indtil begyndelsen af oktober 2024.

Med den nye rute vil der være 13 direkte ruter fra København til USA og Canada.

Philadelphia er en af de ældste byer i USA. Med sine 1,6 millioner indbyggere er byen den største i delstaten Pennsylvania.

”Philadelphia er en fantastisk by, men den er også et stort knudepunkt i USA. American Airlines har flere end 70 ruter videre fra Philadelphia til det meste af Nordamerika, så det vil komme mange danske rejsende til gode.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også