Aalborg-baseret flyselskab fyrer ni strejkende piloter

Ni piloter fra North Flying har strejket siden 16. august efter måneders forhandling om ny overenskomst.
North Flying har base i Aalborg. | Foto: Pr / Aalborg Lufthavn
North Flying har base i Aalborg. | Foto: Pr / Aalborg Lufthavn
AF RITZAU

Det Aalborg-baserede flyselskab North Flying har fyret ni strejkende piloter og vil i stedet ansætte nyt piloter, der ikke stiller ”urealistiske krav”.

Det skriver mediet Check-in.dk.

Gennem flere måneder har piloterne og flyselskabet forsøgt at nå til enighed om en ny overenskomst efter den tidligere udløb i 2020.

Da det ikke lykkedes, besluttede ni piloter at strejke fra 16. august for at opnå bedre løn- og arbejdsvilkår, da de to parter ikke kunne blive enige.

Dansk Industri meddelte onsdag på vegne af flyselskabet - en uge efter strejkens begyndelse - at selskabet ser sig selv som løsrevet fra den gældende overenskomst.

Det skriver piloternes fagforening, FPU, i en pressemeddelelse.

”Vi har aldrig set lignende. Dansk Industri og North Flying handler decideret uanstændigt og tilsidesætter alle former for normal opførsel og skik. Vi kommer til at anfægte den her ageren på alle tænkelige måder,” siger forbundssekretær i FPU Kasper Svendsen.

Han tilføjer videre, at han er chokeret over opførslen og har en ”bange anelse om, at selskabet hele tiden har ønsket dette udfald”.

”At de ville udnytte en konflikt til at løsrive sig fra en gældende overenskomst.”

Bjarne Jacobsen, der er direktør i North Flying, er langtfra enig med forbundssekretæren. Til Nordjyske mener han ikke, at flyselskabet har været uanstændige. I stedet anfægter han piloternes lønkrav han kalder ”fuldstændigt urealistiske”.

Til Nordjyske meddeler han, at flyselskabet stadig har piloter ansat, som ikke har været en del af strejken, men at selskabet skal i gang med at hyre piloter, som ”vil North Flying og ikke stiller urealistiske krav”.

FPU er i tæt dialog med den juridiske afdeling i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) om mulige handlinger.

North Flying flyver blandt andet taxaflyvning og ambulancetransporter, hvor de henter syge danskere hjem fra ferie for forsikringsselskaber.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også