Bank ser stort potentiale i supercomputer hos Tesla

Morgan Stanley har hævet anbefalingen for elbilkoncernen med henvisning til Dojo-computer. 
Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Aktien bag Tesla ser ud til at gå en god dag i møde mandag, efter at Morgan Stanley har hævet anbefalingen for elbilkoncernen.

Det er sket med henvisning til, at selskabets såkaldte Dojo-supercomputer til at træne automatiserede kørselssystemer ses lægge op til 500 mia. dollar til markedsværdien gennem en hurtigere adoption af robotaxaer og netværksservice.

Elbilkoncernen, der har en markedsværdi på cirka 800 mia. dollar, får løftet sin anbefaling til ”overvægt” fra ”ligevægt” af analytikere heriblandt Adam Jones, der samtidig hæver kursmålet til 400 dollar - tæt på toppen i 409,97 dollar fra november 2021 - fra 250 dollar, skriver Bloomberg News.

Morgan Stanleys solide løft får også investorerne til at se mere lyst på aktien, der sendes op med 5,6 pct. til 262,40 dollar i det amerikanske formarked.

Dojo kan ifølge analytikeren åbne op for et nyt adresserbart marked, ligesom cloudforretningen AWS gjorde for Amazon.com.

Supercomputeren, der er designet til at håndtere enorme mængder af data i træningskørselssystemer, kan give Tesla ”en asymmetrisk fordel” på et marked, der potentielt er 10.000 mia. dollar værd, vurderer analytikerne, der ser software og services som den største fremtidige værdidriver for Tesla.

Den næste version af Teslas fulde selvkørende system, der forventes ved årets udgang, og virksomhedens kunstig intelligens-dag i begyndelsen af 2024 er værd at se frem til, tilføjer Morgan Stanleys analytikere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også