Debat: Også et godt samarbejde har brug for et serviceeftersyn

Efter kritik fra politikere og en rapport, der efterlyser en ”samlet ledelse af processen” ved sporarbejde, afviser DSB og Banedanmark i debatindlæg, at der skulle være udfordringer med samarbejdet.
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
AF trafikdirektør i Banedanmark, Peter Svendsen, og driftsdirektør i DSB, Per Schrøder

I den seneste tid har MobilityWatch bragt en række artikler om samarbejdet mellem DSB og Banedanmark. 

Her har man blandt andet kunnet læse om ”en række problemer” og ”kurrer på tråden” i samarbejdet mellem DSB og Banedanmark” i forbindelse med f.eks. sporarbejder. 

Baggrunden er en rapport fra konsulenthuset Valcon, som Banedanmark og DSB sammen har bestilt.

Det er en vigtig debat, for togtrafikken er afhængig af, at alle aktører i jernbanesektoren arbejder sammen. Men hverken DSB eller Banedanmark kan genkende billedet af et dårligt samarbejde, som ligefrem skulle påvirke punktligheden. Og når der stilles spørgsmålstegn ved sikkerheden omkring jernbanen, er vi langt uden for skiven.

Det er helt rigtigt, at samarbejdet er enormt komplekst. Det skal det være, når der hver dag skal køre små 3.000 tog på jernbanen, som vi samtidig vedligeholder, ombygger, elektrificerer og digitaliserer. Men af samme grund er samarbejdet enormt tæt – og fungerer faktisk godt. 

Banedanmark og DSB samarbejder alle døgnets 24 timer om gennemførelse af togtrafikken og løbende om køreplanlægning og ændringer til køreplanen ift. projekter og vedligehold på infrastrukturen. 

Vi har en fælles trafikinformationsenhed og på S-banen tilmed et fælles og integreret trafikkontrolcenter. 

Hver eneste uge holdes der møder på flere ledelsesniveauer baseret på lean-tilgangen, hvor nøgletal, processer m.m. følges op. 

Et så tæt samarbejde er unikt sammenlignet med andre lande, hvor infrastrukturforvalter og togselskab ikke er et og samme. 

Og dagligt koordineres der på fagniveau mellem de to organisationer med ét mål for øje: At give togpassagererne den bedst mulige oplevelse, samtidig med at vi udbygger og forbedrer togdriften.

Når det er sagt, så erkender vi, at der selvfølgelig er ting, vi kan gøre bedre. Det vil der også være i fremtiden, og derfor arbejder vi hele tiden på at forbedre samarbejdet. 

Og netop derfor blev Banedanmark og DSB enige om at få nogle kritiske og kyndige øjne på vores processer inden for planlægning i form af den omtalte rapport fra Valcon. 

Rapporten er kommet med anbefalinger, som vi er i gang med at implementere, så vi står endnu stærkere, når vi i de kommende år fortsætter arbejdet med at styrke den danske infrastruktur og togtrafik til gavn for passagererne. 

Det er korrekt, at punktligheden ikke er, som vi ønsker den. Det er blandt andet et resultat af de mange projekter, som Banedanmark i disse år udfører, og som skal opgradere og fremtidssikre jernbanen. 

Det kommer til at kunne mærkes af passagererne, selvom vi gør vores yderste for at minimere påvirkningen netop ved at samarbejde med hinanden om en god planlægning og en god trafikafvikling.

Med andre ord: Udfordringer er der nok af. Men samarbejdsproblemer mellem Banedanmark og DSB er altså ikke en af dem.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu