Volvo stopper produktion af dieselbiler næste år

Volvo vil være klimaneutral i 2040, og at stoppe produktionen af dieselmotorer er et skridt nærmere målet.
Foto: Claudia Greco/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Claudia Greco/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Der går ikke længe, før den sidste dieseldrevne Volvo-bil ruller ud fra fabrikken.

Fra begyndelsen af næste år vil bilproducenten Volvo stoppe med at producere dieselmotorer.

Det oplyser Volvo i forbindelse med klimaugen i New York, skriver det svenske medie Teknikens Värld.

Mediet skriver, at Volvo har planer om kun at sælge fuldt elektriske biler i 2030 og at være en klimaneutral virksomhed i 2040. At stoppe produktionen af dieselmotorer er et skridt nærmere det mål.

Administrerende direktør i Volvo Jim Rowan siger ifølge mediet, at elektriske drivlinjer er fremtiden og overlegne i forhold til forbrændingsmotorer.

En elbil er kendetegnet ved at have en elektrisk drivlinje, som består af en elmotor og et højvoltsbatteri.

”De generer mindre støj, mindre vibrationer, lavere serviceomkostninger for vores kunder og ingen emissioner,” siger Jim Rowan.

Teknikens Värld skriver, at dieseldrevne Volvo-modeller for få år siden var de mest solgte i Europa.

Allerede for et år siden meddelte Volvo Cars Danmark, at man ville stoppe salget af biler, der udelukkende kører på benzin eller diesel.

Den danske melding kom som et led i Volvos overordnede globale strategi om at være en fuldelektrisk bilproducent i 2030.

”Vi har i Danmark allerede nu valgt at fokusere salget helt på vores Recharge-modeller. Det gør vi, fordi fremtiden er elektrisk,” lød det fra administrerende direktør i Volvo Cars Danmark Sarka Heyna Fuchsova i september sidste år i en pressemeddelelse.

Danmark var på daværende tidspunkt det andet marked efter Norge, hvor Volvo meldte ud, at man udelukkende ville sælge genopladelige biler som rene el- og plug-in-hybridbiler.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også