Analytiker: SAS forventes at få tilstrækkeligt med investorer

Tirsdag morgen udløber mulige investorers deadline for at indgive bud på fremtidigt ejerskab af SAS.
SAS’ ambition er at finde ny kapital for mindst 9,5 mia. svenske kr. i selskabet. | Foto: Scanpix Sweden/Reuters/Ritzau Scanpix
SAS’ ambition er at finde ny kapital for mindst 9,5 mia. svenske kr. i selskabet. | Foto: Scanpix Sweden/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Tirsdag morgen dansk tid udløber fristen for at give bud på medejerskab af luftfartsselskabet SAS.

Og når SAS’ bestyrelse har gennemgået de indkomne bud, bliver vi allesammen lidt klogere på det økonomisk nødlidende selskabs fremtid.

Det kan godt være en kompleks proces, for buddene kan indeholde en masse betingelser, og derfor kan de være svære at sammenligne.

Det siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.

”Derfor skal vi nok tidligst forvente at blive klogere i slutningen af den her uge, og måske skal vi ind i næste uge.”

SAS’ ambition er at finde ny kapital for mindst 9,5 mia. svenske kr. i selskabet.

Den danske stat har allerede tilkendegivet, at den er klar til at øge sin ejerandel fra de nuværende 21,8 procent til 29,9 procent.

Samtidig har kapitalfonden Apollo sagt, at den er klar til at konvertere det lån, som SAS optog i forbindelse med den konkursbeskyttelsesproces, som blev indledt for et år siden, til aktiekapital.

Og selv om amerikanske Apollo af EU-retlige grunde ikke kan eje mere end 49,9 procent af SAS, så tegner det lovende, vurderer Jacob Pedersen.

”Med den kinddans, som den danske stat og Apollo allerede har indledt, vil det være oplagt, at de byder ind som konsortium.”

”Og så bør det kunne lade sig gøre at skrabe de sidste 20 procent sammen. Jeg tror i hvert fald ikke, at man kommer til at stille sig op på et pressemøde senere på ugen og sige, at nu lukker forretningen,” vurderer han.

Jacob Pedersen tror ikke, at andre flyselskaber vil lægge bud på en minoritetsandel af SAS. Men den velpolstrede svenske Wallenberg-fond, der ejer 3,4 procent i dag, kunne tænkes at fortsætte i den nye konstellation.

Og selv om det ikke skulle lykkes at finde alle 9,5 mia. svenske kr., så betyder det ikke nødvendigvis, at SAS ikke kan fortsætte.

Sydbank-analytikeren hæfter sig ved, at SAS endnu ikke har haft behov for at benytte sig af den ekstra lånemulighed på 350 mio. dollar – svarende til knap 3,9 mia. svenske kr. – som selskabet fik stillet til rådighed i forbindelse med konkursbeskyttelsen.

”Det er for mig et tegn på, at SAS har klaret sig bedre end forventet, og at man derfor måske kan klare sig med mindre, ny kapital. Man må alt andet lige stå 3,9 mia. svenske kr. bedre, end man forudsatte dengang.”

SAS’ pressechef Alexandra Lindgren Kaoukji, oplyser, at selskabet vil indkalde til pressemøde, lige så snart man har overblik over de indkomne bud og den videre proces.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også