Region Midtjylland overvejer busser på diesel frem for el

Region Midtjylland åbner mulighed for, at dieselbusser kan blive fire år endnu, selv om elbusser er ønsket.
Regionsrådet i Midtjylland har dog givet mulighed for, at busser i den sydøstlige del af regionen kan fortsætte kørsel med diesel de næste fire år frem. | Foto: Ernst van Norde
Regionsrådet i Midtjylland har dog givet mulighed for, at busser i den sydøstlige del af regionen kan fortsætte kørsel med diesel de næste fire år frem. | Foto: Ernst van Norde
af ritzau

Elbusser står nummer et på ønskelisten i et nyt busudbud fra Midttrafik.

Regionsrådet i Midtjylland har dog givet mulighed for, at busser i den sydøstlige del af regionen kan fortsætte kørsel med diesel de næste fire år frem.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Flere overvejelser har været i spil forud for beslutningen ifølge regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

”Som politikere skal vi beslutte nogle rammer, der både kan sikre billetpriser, der er til at betale, at der overordnet er sammenhæng i økonomien og samtidig sørge for en busdrift, som er i tråd med vores mål om at blive CO2-neutrale,” siger Anders Kühnau i meddelelsen.

”Den model, vi nu har besluttet, er den, der bedst sikrer, at de forskellige ender mødes.”

Udbuddet består af 57 busser, og der skal gives tilbud på både elbusser på en tiårskontrakt og eller dieselbusser på en fireårskontrakt.

Beslutningen skal træffes mellem regionen, Horsens Kommune og Hedensted Kommune, da en del af ruterne skal finansieres af de to kommuner.

Midttrafik vurderer, at regionens omkostninger kan stige op mod 20 pct., hvis de 57 busser skiftes til el.

Siden 2022 har 36 busser kørt de regionale ruter på el.

Ifølge regionsrådsformanden er den kollektive trafik ved at blive gentænkt, så borgerne kan få ”effektive, billige og grønne mobilitetsløsninger”.

”Det kræver blandt andet, at vi holder skarpt øje med økonomien, for uanset om de kører på el eller diesel, så er busser altså kun bæredygtige, hvis der er passagerer med i dem,” siger han.

Det er ambitionen at omstille til CO2-neutrale køretrøjer. Det betyder også, at hvis dieselbusserne vælges, skal de sendes i udbud igen i 2029.

Over de kommende år bliver en væsentlig del af den regionale kørsel udbudt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også