SAS overskrider deadline i afgørende kapitalrejsning

Ifølge flyselskabets egen plan burde amerikansk konkursdomstol være orienteret om, hvem der skal overtage ejerskabet af det restrukturerede SAS. Det er ikke sket.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

SAS overholder ikke sin egen deadline i den kapitalrejsning, som er selve fundamentet for overlevelsen af det pressede flyselskab.

Selskabet har således tidligere oplyst den amerikanske domstol, hvor SAS er under konkursbeskyttelse, at man i går torsdag, den 28. september, ville fortælle, hvem der har afgivet det vindende bud på ejerandele i SAS. 

Men fredag har SAS stadig ikke indleveret nogen dokumenter til domstolen om dette.

Pressechef i SAS, Alexandra Lindgren Kaoukji, oplyser kort til MobilityWatch, at ”evalueringen” stadig er i gang og henviser til en meddelelse fra tirsdag. 

Her lyder det blot, at man vil oplyse om ”den vindende byder eller bydere, så snart evalueringsprocessen er gennemført.”

SAS ønsker ikke at svare på, hvorfor man ikke har meddelt konkursdomstolen på Manhattan i New York om den forsinkede proces, eller om hvornår man kan forvente et svar.

Fristen for investorer for at byde på ejerandele i SAS var mandag. 

Opret et gratis prøveabonnement på MobilityWatch her

Som MobilityWatch tidligere har beskrevet, opererer SAS ifølge de juridiske dokumenter bag kapitalrejsningen med to typer bydere: En såkaldt Kategori 1-byder - der skal være en slags ledende investor - som har skullet lægge minimum 350 mio. dollar for en bid af selskabet, mens en Kategori 2-byder skal hoste op med minimum 25 mio. dollar.

De potentielle investorer har tidligere i forløbet skullet aflevere indikative bud på ejerandele i SAS, men hvor mange, der har deltaget, er uvist. Desuden har rådgivere hos SAS efterfølgende haft mulighed for at parre bud med hinanden.

SAS har tidligere meldt ud, at man i kapitalrejsningsprocessen vil hente ny kapital for mindst 9,5 mia. svenske kr., svarende til ca. 6 mia. danske kr. 

Flyselskabet har dog pointeret, at det endelige beløb i kapitalrejsningen kan ændre sig, da det bl.a. afhænger af udviklingen i budprocessen.

Der er ifølge de dokumenter, som MobilityWatch har gennemgået, også mulighed for, at SAS kan foretage en auktion, hvis der er flere velegnede bud. 

Det har SAS dog ikke oplyst om, skulle være tilfældet. I så fald vil deadline for at fortælle konkursdomstolen om det vindende bud først være den 5. oktober.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også