Billund Lufthavn oplever lille stigning i passagertal for september

Også Aalborg Lufthavn har haft passagerfremgang i september.
Godt 400.000 passagerer rejste gennem Billund Lufthavn i september. | Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix
Godt 400.000 passagerer rejste gennem Billund Lufthavn i september. | Foto: Joachim Ladefoged/Ritzau Scanpix

September måned har budt på 408.660 passagerer i Billund Lufthavn.

Dermed har lufthavnen oplevet en stigning sammenlignet med samme måned sidste år på 1,2 pct., oplyser den midtjyske lufthavn i en pressemeddelelse.

Fra starten af året har lufthavnen således nu haft godt 3,1 mio. passagerer, hvilket er en stigning på 8,9 pct. i forhold til 2022.

Også på luftfragten har Billund Lufthavn fået gang i forretningen efter en lang periode med små eller ingen stigninger og sågar fald i fragtmængderne.

Her har september budt på en stigning på 12,5 pct. til 7075 ton luftfragt.

Udviklingen kommer bl.a. fra flere besøg af store charterfly, og at Mærsk Air Cargo er gået fra fem til seks ugentlige operationer til Kina, skriver Billund Lufthavn.

”Den sidste måned har vi af flere omgange budt velkommen til chartrede fragtfly, som løfter store mængder. Men Maersk Air Cargo er også ved at få bygget deres fragthub flot op, og det er klart, at det kan ses på mængderne, at de øger med en ekstra ugentlig afgang,” siger adm. direktør i lufthavnen, Jan Hessellund, i meddelelsen.

For hele året har lufthavnen dog fortsat oplevet et fald i fragtmængderne sammenlignet med 2022. Den samlede luftfragt på 55.000 ton er således 6,2 pct. mindre end i samme periode året forinden.

Også den næststørste jyske lufthavn i Aalborg har mandag offentliggjort passagertallene for september, som traditionelt er den travleste måned i den nordjyske lufthavn.

Her har 150.734 rejst gennem lufthavnen, hvilket er en stigning på 4,6 pct. sammenlignet med september 2022.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også