SAS: Uvist hvad der sker med Eurobonus-point

Tidligere er bonuspoint blandt andet blevet konverteret.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Af marketwire

Som det ser ud nu bliver SAS-bonuskunder ikke berørt af redningsplanen, men SAS kan endnu ikke sige, hvad der kommer til at ske med programmet i det nye ejerskab.

Det skriver Børsen.

På et pressemøde tirsdag aften blev SAS-redningsplanen offentliggjort, og SAS undgik konkurs, men nu står syv mio. medlemmer af SAS’ bonusprogram, Eurobonus, uden vished om fremtiden.

Anko van der Werff, der er topchef i SAS, fortalte i en mail bonuskunderne, at en eventuel ændring i bonusordningen først vil ske, når redningsplanen går igennem, og at bonuskunderne vil beholde deres point og fortsat kan opnå point hos SAS og selskabets partnere i Star Alliance, skriver avisen.

Eurobonus-programmet en del af verdens største flyalliance, Star Alliance, men med investeringen fra Air France-KLM-koncernen, ryger SAS ud af Star Alliance og overgår til alliancen Sky Team. Foreløbigt har SAS dog ikke givet nogen detaljer om, hvad det nye program kommer til at betyde for Eurobonus-kunderne.

”Vi ved, at SAS nu skal ud af Star Alliance – verdens største billet- og bonussamarbejde, som også rummer giganter som Lufthansa, Singapore Airlines, United Airlines og Air Canada. I stedet skal SAS ind i alliancen Sky Team. Og det er altså ikke noget perfekt bytte. Her er partnerne selskaber som Virgin, Delta og flere kinesiske og syd- og mellemamerikanske spillere og russiske Aeroflot, inden de blev smidt ud,” siger flyekspert Hans Jørgen Elnæs til Børsen.

Air France-KLM har selv bonusprogrammet Flying Blue. Tidligere har flyselskaber, hvis de er blevet overtaget af et andet flyselskab, enten nedlagt deres programmer og konverteret bonuspoint til et nyt program, eller i andre tilfælde fortsat deres eget program.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også